Fakta om Endelave Havbrug

Baggrund

Et regeringsudvalg (Akvakulturudvalget) anbefaler i 2010, at brug af fangkulturer (muslinger og tang) kan understøtte kvælstofneutral vækst i havbrug. Hjarnø Havbrug har efterfølgende videreudviklet konceptet og søger i 2012 om tilladelse til at etablere et nyt havbrug syd for Endelave. Orbicon og DHI har udarbejdet de påkrævede miljøredegørelser. Den 7. maj meddeler Miljøstyrelsen miljøgodkendelse til det nye havbrug.

 

Miljøforhold

Havbruget er placeret på en position med stor vanddybde og god gennemstrømning. Det sikrer, at kystvande og fjorde i området ikke belastes med yderligere kvælstof. Miljøpåvirkningerne er belyst med avancerede matematiske modeller. Resultaterne viser, at havbruget kun vil give anledning til lokale effekter på havområdet, og at effekterne ikke konflikter med miljø- og natur forvaltningsmål for området, herunder Natura-2000 områder. Uden for havbrugets nærområde forventes ingen ændringer af økosystemet.

 

 

Fangkulturer

Blåmuslinger (opdrættes i vandsøjlen på net) filtrerer havvand for planteplankton og optager dermed næringsstoffer. Når muslingerne høstes fjernes der store mængder kvælstof og fosfor. Blåmuslinger kan filtrere store mængder havvand rent, og derved øges sigtedybden med op til 18 % i et større område. Der kan ske en mindre ophobning af organisk materiale på bunden lige under anlæggene. De opdrættede blåmuslinger danner fødegrundlag for en række havfugle, herunder bl.a. den beskyttede edderfugl.

 

Opdræt af tang er endnu i en udviklingsfase. Tang dyrkes på liner. Når planterne vokser, optager de næringsstoffer, som fjernes ved afhøstning af de store planter.

 

Fangkulturer placeret tæt på kysten kan give en mindre påvirkning af rekreative interesser på grund af visuelle forstyrrelse, men samlet set vurderes fangkulturerne kun at medføre forholdsvist lokale effekter, hvoraf nogle er negative og andre er positive. Effekterne vurderes ikke at være i konflikt med de miljø- og naturmæssige forvaltningsmål for området.

 

 

Særlige vilkår i miljøgodkendelsen

Endelave Havbrug må producere max. 2.015 ton regnbueørred og udlede max. på 88 ton kvælstof og 9,6 ton fosfor under forudsætning af, at der opsamles mindst 88 ton kvælstof og 6,7 ton fosfor i fangkulturer, dvs. at nettoudledningen i fuld drift max. må være 0 ton kvælstof og max. 2,9 ton fosfor. Der er vilkår om, at produktionen skal opbygges gradvist over mindst 5 år, og der kan stilles krav om ændrede produktionsvilkår, hvis havbruget har en væsentlig større påvirkning end forventet. Endelave Havbrug har valgt ikke at anvende antibegroningsmiddel (kobber). Krav til egenkonrol omfatter bl.a. sedimentprøver fra 10 lokaliteter for indhold af tørstof, organisk materiale, kvælstof og fosfor, videoovervågning i august-september og ugentlige registreringer af vandparametre (ilt, salinitet og temperatur).

 

Supplerende informationer (link)

Miljøgodkendelse, oversigtskort.

 

Fakta:

Maks. produktion

(ton netto)

Udledninger

(ton netto)

Areal

Økonomi

Fisk: 2.015

Muslinger: 7.500

Tang: 700

Kvælstof: 0

Fosfor: 2,9 

Havbrug max 100 ha

Muslingeproduktion max 65 ha

Tanganlæg max 96 ha

 

Omsætning: 60 mio. kr. Arbejdspladser i produktion: 10