Pressemeddelelse: Fiskeopdrættere: Havbrug er en del af fremtiden

 

Natur- og Miljøklagenævnet lægger op til at ophæve Miljøstyrelsens godkendelse af et nyt havbrug ved Endelave. Det vil bremse brugen af ny teknologi til skade for vækst og arbejdspladser, lyder det fra erhvervet, der derfor ærgrer sig over nævnets udkast til afgørelse.

 

Tidligere på året gav Miljøstyrelsen tilladelse til et nyt havbrug ved Endelave. Havbruget kobler opdræt af fisk med opdræt af muslinger og tang, så der ikke sker en merudledning af kvælstof til vandmiljøet.

 

Nævnet finder imidlertid, at Miljøstyrelsens beregningsgrundlag er mangelfuldt og finder bl.a., at effekten af muslinge- og tangopdræt ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.


De danske opdrættere ærgrer sig over udkastet, fordi det blokerer for brug af miljørigtig teknologi, som kan bidrage med øget eksport og flere arbejdspladser. Metoden med at koble havbrug og opdræt af muslinger og tang bygger på en anbefaling fra et regeringsudvalg, der i 2010 fremlagde en række anbefalinger til at fremme vækst i dansk akvakultur, herunder udvikling af fangkulturer som muslinger og tang.

 

”Det ærgrer os, at Natur-og Miljøklagenævnet på den måde beklikker det faglige grundlag for projektet. Der er et stort vækstpotentiale i de danske havbrug, og alene Endelave-projektet vil give en omsætning på over 60 mio. kr. og skabe mindst 10 nye arbejdspladser i et område, hvor det i forvejen ligger tungt med nye jobmuligheder. Nævnets indstilling viser desværre, hvor svært det er for opdrætserhvervet at skabe vækst i Danmark,” siger Brian Thomsen, der er direktør i fiskeopdrætternes brancheforening Dansk Akvakultur.

 

Projektet ved Endelave følger alle regeringsudvalgets anbefalinger, som siden er underbygget med resultater fra flere forskningsprojekter. Beregningsgrundlaget er baseret på avancerede modeller, der også anvendes i miljøvurderinger af andre og betydeligt større anlægsprojekter. 


Endelave Havbrug vil nu nærlæse Natur- og Miljøklagenævnets udkast til afgørelse og fremsende supplerende oplysninger til de mangler, som nævnet påpeger.

 

”Vi vurderer fortsat, at det er muligt at komme igennem med brug af ny teknologi, som kan skabe vækst i havbrug. Projektet ved Endelave er nyskabende, men der kan naturligvis være forhold, som skal belyses yderligere. Det vil vi nu undersøge nærmere i samarbejde med Endelave Havbrug,” lyder det fra Brian Thomsen.

 

Natur- og Miljøklagenævnet har nu givet en frist på 14 dage til at komme med bemærkninger til afgørelsesudkastet.

 

For yderligere information kontakt:

Brian Thomsen

Direktør for Dansk Akvakultur

Telefon: 40 76 28 70

Mail: brian@danskakvakultur.dk