Danmarks Kokkelandshold, der har indgået i et samarbejde med Musholm A/S i flere år, udvikler gastronomiske menuer med havopdrættede ørreder som et muligt element i deres kommende VM-menu.
“Når vi skal repræsentere Danmark, så skal vi selvfølgelig komme med det skarpeste håndværk og en gastronomisk oplevelse på allerhøjeste niveau. Men vi skal også bruge vores platform til at vise verden og den almindelige forbruger, hvor vi skal hen med vores mad”, udtaler direktør for kokkelandsholdet, Morten Juul, i en artikel bragt i magasinet Food&Drink den 7. december 2021.
Morten Juul Andersen er uforstående over for modstanden mod havbrug. “Jeg forstår ikke modstanden mod havbrug. Fisk er en af de mest bæredygtige proteinkilder, vi kan få i vores mad. Vi er stolte af, at vi i Danmark producerer fisk af høj kvalitet med et meget lavt CO 2 -aftryk”, udtaler Morten Juul Andersen i artiklen.
Dén holdning deler Venstres miljøordfører, Jacob Jensen, der i artiklen i Food&Drink giver et bud på de årsager, der driver den politiske uvilje mod havbrug: “Der er stærk modstand mod havbrug på den yderste venstrefløj, og jeg kan godt frygte, at de “kan få havbrugene” som en mærkesag, fordi det ikke er så dyr en politisk pris at betale. Men det er jo dybt ærgerligt, hvis vi smider dansk havbrug under bussen, når vi ved, at både produktion og følgeindustri er verdensførende med hensyn til både kvalitet, dyrevelfærd, miljø og klima”.
Musholm er glad for samarbejdet med Kokkelandsholdet. “Det er en helt igennem positiv oplevelse at arbejde med de unge mennesker, som virkelig brænder for kokkefaget og arbejder seriøst og ihærdigt med at dygtiggøre sig. De træner flere gange om ugen ved siden af deres daglige arbejde på restauranter rundt i hele Danmark. Samtidig er det som primære fødevare-producent og bekræftende at opleve, hvordan havopdrættede ørreder som råvare kan forædles og forarbejdes på meget højt gastronomisk niveau”, siger salgschef Rudi Petersen hos Musholm A/S.