Nyhedsbrev - uge 46, 2024

Kære Læser,


Velkommen til Dansk Akvakultur Producentorganisations nyhedsbrev. Her vil vi opsummere nogle af de vigtigste begivenheder og resultater fra den forgangne uge.


Hvis ikke du allerede er tilmeldt vores nyhedsbrev, kan du gøre det her TILMELD

Dansk akvakultur - fremtidens fødevarer

Når vi taler om fremtidens fødevarer, behøver vi ikke altid at se langt frem. Akvakulturindustrien og især den danske del, tilbyder i dag klimavenlige alternativer, der kan bidrage væsentligt til både foder- og fødevareproduktionen.

Dansk akvakultur er en del af fremtidens fødevarer

Dansk akvakultur producerer sunde og næringsrige laksefisk fra dam- og havbrug med et højt indhold af Omega-3-fedtsyrer og har en betydeligt mindre klimapåvirkning sammenlignet med andre animalske proteinkilder. F.eks. har laksefisk et klimaaftryk op til ti gange mindre end kvæg og kræver cirka fire gange mindre vand end kyllinger (Silvenius et al., 2012).

Dansk Akvakultur producentorganisation (DAPO) ønsker derfor, at fiskeopdræt vil blive en integreret del af løsningen i forhold til de grønne omstillingsmål.

Tang og Muslinger: En fremtid for fødevarer og foder

En unik ressource i dansk akvakultur er tang, som vi arbejder på at integrere yderligere i produktionen. Virksomheder som Maripure og Danish Salmon udnytter udledningsvand fra fiskeopdræt til vækst af tang. Denne tang er ikke blot en sund fødevare; den kan også bruges som kvægfoder og bidrage til at reducere metanudledning fra køer (Nordsøposten.dk). Tang og muslinger er blandt de mest bæredygtige fødevarekilder, da de filtrerer og indkapsler næringsstoffer fra vandet og samtidig bidrager til renere vandmiljøer (Lindahl et al., 2009). Dette skaber en cirkulær økonomi, hvor produkterne gavner både miljøet og fødevareindustrien. DAPO ønsker, at der skabes bæredygtige rammevilkår inden for muslingeproduktion til konsum, da dette vil bidrage positivt til både miljøet og fødevareforsyningen.

Dansk akvakultur er en del af løsningen

Dansk Akvakultur Producentorganisation opfordrer til, at akvakulturen tages i betragtning i de aktuelle grønne trepartsforhandlinger. Muslingeproduktion fremstår som en særligt bæredygtig metode til fødevareproduktion, da den aktivt reducerer kvælstof i vandet. Samtidig udgør opdræt af fisk en klimaeffektiv måde at producere proteinholdige fødevarer på. At vælge fisk og skaldyr fra dansk akvakultur er mere end blot et fødevarevalg; det er en vej til en bæredygtig fremtid. Ved at prioritere klimavenlige fødevarer som fisk, skaldyr og tang støtter vi både en sundere befolkning og en mere bæredygtig fødevareproduktion.

FødevareWatch: Akvakultur skal med i klimadebatten

I denne uge har FødevareWatch bragt en artikel om dansk akvakultur, hvor det fremhæves, at opdræt af fisk, skaldyr og tang er klimavenlige alternativer til fødevareforsyningen.


Dansk Akvakultur Producentorganisation opfordrer til, at akvakultur får en mere central plads i de aktuelle grønne trepartsforhandlinger. Vi mener, at akvakultur kan bidrage væsentligt til en bæredygtig fremtid og bør derfor indgå som en del af løsningen i klimadebatten.

Annonce Aller Aqua: Klik på annoncen for at læse mere

Udvalgt fra 21 SØNDAG

Klik på foto for at se video.

Dansk Akvakultur PO med på 21 SØNDAG

I denne uges 21 SØNDAG på DR1 var der et indslag fra det nyligt afholdte Borgermøde 2 i As Forsamlingshus. Her deltog Dansk Akvakultur POs direktør, som deltog i debatten om det aktuelle emne: Konflikten om vandet.

Indslaget sætter fokus på de udfordringer og perspektiver, der præger debatten om rent vandmiljø og udvidelse af havbrug i As Vig ved Horsens. Der er mange fejlagtige påstande om danske havbrug, og derfor er vores deltagelse essentiel for at få en nuanceret debat.

Møde med Danmarks Naturfredningsforening

Mødet blev afholdt i en positiv og afslappet atmosfære, hvor begge parter fik lejlighed til at præsentere deres mærkesager og politiske holdninger. Samtalen afdækkede flere områder, hvor DAPO og DN har fælles interesser, samtidig med at der blev klarlagt, hvor uenighederne ligger.


René Christensen udtaler, at dialogen er værdifuld og skaber grobund for samarbejde om fælles løsninger. På mødet blev det aftalt, at DAPO vil fremlægge yderligere dokumentation om erhvervets forhold som opfølgning.


DAPO ser frem til at fortsætte dialogen med DN og arbejde videre på områder, hvor der er mulighed for samarbejde.

HANSENBERG søger fagfolk til undervisning i akvakultur

HANSENBERG/Akvakultur søger én eller flere kompetente fagfolk til at styrke det faglige niveau på landmandsuddannelsen og inspirere eleverne inden for akvakultur.

På landmandsuddannelsen kan man vælge specialet husdyr, der blandt andet omfatter fiskeopdræt (akvakultur). Uddannelsen spiller en vigtig rolle i at ruste fremtidens fagfolk til en branche i udvikling.

Om behovet:

  • Ca. 200 timers undervisning i foråret på 2. hovedforløb, fordelt på ca. 10 undervisningstimer om ugen, plus forberedelse.


  • Ca. 14 timer teknisk undervisning i foråret.


  • Ca. 84 timers undervisning i efteråret, fordelt over 16 uger.


  • Derudover er det en fordel, hvis kandidaten kan undervise på grundforløb 1, som afholdes om efteråret. Dette giver mulighed for at præge eleverne tidligt i deres uddannelsesforløb.

HANSENBERG er det eneste uddannelsessted i Danmark, der tilbyder en landmandsuddannelse med specialisering i akvakultur – en uddannelse, der matcher branchens behov for specialiseret viden til at betjene de moderne, miljøvenlige anlæg, der bliver standard i fremtiden.

Hvem søger HANSENBERG?

HANSENBERG søger fagpersoner, der brænder for at formidle deres viden og inspirere elever til at blive fremtidens eksperter inden for akvakultur. Hvis du har erfaring med fiskeopdræt og lyst til at undervise, kan dette være en spændende mulighed for dig.

Vi håber, I vil hjælpe os med at sprede budskabet i jeres netværk, så vi kan finde den rette profil til at styrke uddannelsen og inspirere kommende fagfolk.

Kontaktoplysninger:


For mere information, kontakt:


Tina Marie Haarbo Kristensen, Uddannelsesleder

Uddannelsesleder


  • Direkte: +45 7932 0398

  • Mobil: +45 2126 9268

På HANSENBERG udbyder de retningen, akvakultur - opdræt af fisk.

Dambrugssektoren går de kommende år fra mange små og lavteknologiske anlæg til færre, men større og mere moderne, miljøvenlige anlæg. Disse anlæg kræver specialviden hos den, der skal betjene dem. Derfor udbyder HANSENBERG nu som det eneste sted i landet uddannelsen til landmand med akvakultur, opdræt af fisk og skaldyr.

Vi er, hvad vi spiser…

I dag har forbindelsen mellem det, vi spiser, og hvordan det påvirker vores helbred, aldrig været tydeligere. Når det drejer sig om fisk og skaldyr, er denne forbindelse endnu mere betydningsfuld. Det er ikke bare »vi er, hvad vi spiser« - men »vi er, hvad vi spiser, spiser.« Opdrættede fisks og rejers kost har direkte indflydelse på deres næringsværdi, hvilket gør kvaliteten af fiskefoderet til en afgørende faktor for at sikre, at de fisk og skaldyr, vi spiser, er nærende, sunde og produceret på en ansvarlig måde.

Annonce Biomar: Klik på annoncen for at læse mere

Orientering om politisk aftale: Den Grønne Trepart

Mandag offentliggjorde regeringen den længe ventede grønne trepartsaftale, som forpligter landbruget til at reducere drivhusgasudledninger med 1,8 millioner ton CO₂ i 2030 – med potentiale for en reduktion på op til 2,6 millioner ton. Aftalen indebærer også etableringen af Danmarks Grønne Arealfond, der skal finansiere aktiviteter for cirka 40 milliarder kroner.

Dansk akvakultur som virkemiddel i den grønne omstilling

For at opnå målsætningerne i den grønne trepart bør akvakultur inddrages som et virkemiddel. Akvakultur er blandt de mest klimaeffektive fødevareproduktionsformer og har en lav påvirkning af miljøet. Hvis det bliver muligt at flytte kvælstofudledningen fra landbruget til akvakultursektoren, kan dette være en del af løsningen på at reducere landbrugets klimapåvirkning.

Ny reguleringsmodel for kvælstof

En ny reguleringsmodel for kvælstof, der blev besluttet som en del af Landbrugsaftalen i 2021, forventes at træde i kraft snart. Modellen sigter mod en mere individuel regulering, baseret på faktiske kvælstofudledninger fra den enkelte bedrift. Denne tilgang, som allerede kendes fra akvakulturen, er et positivt skridt mod mere præcise og effektive løsninger. Arbejdet med den nye kvælstofreguleringsmodel er stadig i udviklingsfasen, men skulle være lige på trapperne

Akvakulturens rolle i en omstruktureret fødevareproduktion

Landbruget står over for omfattende omstruktureringer, herunder udtagning af store landbrugsarealer. Hvis Danmark skal fastholde skatteprovenuet fra fødevareproduktionen, bør der satses på alternative produktionsformer, som er både klima- og miljøeffektive. Havbrug er et oplagt eksempel, især hvis kvælstof kan flyttes fra sårbare vandplanområder til havområder, hvor ca. 5-15 % af udledningen påvirker miljøet i nærområdet.

Målsætninger i den grønne trepart

Den nye aftale indebærer en reduktion på 13.780 tons kvælstof og en omlægning af 10 % af Danmarks samlede areal til natur og skov inden 2045. Konkret planlægges blandt andet:


• Udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde.

• Plantning af 250.000 hektar ny skov.

• Støtte til vådområder, urørt skov og ekstensiv landbrugsdrift.


Disse initiativer skal sikre, at Danmark indfrier 70 %-målsætningen for drivhusgasreduktion samt de bindende mål for land- og skovbrugets reduktion på 55-65 % inden 2030 sammenlignet med 1990.

DAPO’s perspektiv

DAPO ser frem til udmøntningen af den grønne trepartsaftale. Akvakulturen kan og bør spille en rolle i den grønne omstilling – både som en løsning på klimamålene og som en del af en ny, bæredygtig fødevareproduktion i Danmark.

Læs den aftalen her:

Aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance,

Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

18. november 2024

Møde om flytning af kvælstof fra land til vand

Fredag den 15. november deltog DAPO's direktør René Christensen i et møde med VÆKST i Sorø. Fokus for mødet var mulighederne for at flytte kvælstof fra land til vand gennem nye tiltag og modeller.


På mødet var der deltagelse fra Mikael Kirkhoff Samsøe, afdelingsleder for Natur & Miljø og udtagningskonsulent, samt Kasper Rossing, natur- og miljøkonsulent.

Det var en konstruktiv dialog om både muligheder og udfordringer for at implementere løsninger på området. Det blev aftalt, at dialogen fortsætter, så vi kan arbejde videre med udvikling og implementering af modeller, der kan understøtte den kommende regulering for kvælstof på bedriftsniveau.


VKST bidrager med specialiseret landbrugsrådgivning inden for en bred vifte af områder – fra planteavl og husdyrproduktion til jura og økonomi. Denne ekspertise kan være værdifuld i arbejdet med at udvikle og gennemføre nye modeller for regulering.


Nyttig link:

Treparten og akvakultur i fokus på Spiras-møde

Spiras afvikler tirsdag den 26. november 2024 et medlemsmøde, hvor det ikke mindst handler om Den Grønne Trepart. Desuden kredses der om et projekt med akvakultur – et helt nyt forretningsområde for landbruget.

Orientering fra Brian Thomsen: EU

Fiskevelfærd på EU’s dagsorden

DAPO ønsker at gøre opmærksom på, at fiskevelfærd nu er kommet på den politiske dagsorden i EU. Dette er et vigtigt område, som vi ser frem til at arbejde med i de kommende år.


Vi er allerede i gang med at forberede os på de krav og retningslinjer, der kan opstå, og vi vil fortsat prioritere fiskevelfærd i vores arbejde. Fiskevelfærd er en prioritet for os, og vi ser frem til at samarbejde om at sikre de bedst mulige forhold for vores branche.


Nedenfor findes to dokumenter om fiskevelfærd


Det ene er et brev fra Eurogroup for Animals og Compassion in World Farming til den kommende EU Kommissær for ’Fisheries and Oceans’. I brevet anmoder de om, at fiskeopdræt medtages i revisionen af dyrevelfærdslovgivningen, som forventes fremlagt i 2026. Begge organisationer er medlemmer af AAC. Brevet understreger vigtigheden af fremdrift i vores arbejde med en velfærdsstrategi.

Det andet er en rapport om muligheder for at anvende bedøvelse før slagtning af opdrættede seabream og seabass. Bedøvelse før slagtning er på top-3 over de ovenfornævnte organisationers prioriteter for fiskevelfærd.

EU-Kommissionens vejledning om bedste praksis for fiskevelfærd og -sundhed

EU-Kommissionen har færdiggjort og offentliggjort dokumentet "Good Husbandry Practices for Aquaculture", der beskriver generelle og artsspecifikke bedste praksisser (BHP) inden for fiskevelfærd og -sundhed. Dokumentet fokuserer på de vigtigste opdrætsarter i EU, herunder karper, regnbueørreder, laks, havaborrer, havbrasen og muslinger, og dækker en række opdrætsteknologier.


Mål og målgruppe

Dokumentet er primært rettet mod opdrættere og har til formål at forbedre praksisser inden for akvakultursektoren. Det skelner mellem allerede anvendte metoder og innovative tiltag, der stadig er under udvikling og forskning.


Fremtidige opdateringer

• Dokumentet vil løbende blive opdateret og udvidet med artsspecifikke faktablade.

• En særskilt vejledning om fiskevelfærd vil adressere specifikke emner mere detaljeret, herunder transport og slagtning, som ikke er omfattet af det nuværende dokument.


Predatorkontrol og biodiversitet

Emnet predatorkontrol er inkluderet, men vil blive uddybet i et kommende dokument, der vil behandle sundhed, velfærd og biodiversitet mere indgående.


Betydning for sektoren

Denne vejledning er et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig og ansvarlig udvikling af akvakultur i EU. Den skaber en fælles reference for opdrættere og bidrager til en harmoniseret tilgang til fiskevelfærd og sundhed i hele unionen.

Costas Kadis' prioriteter for akvakultur

Brian Thomsen, formand for AAC, har udarbejdet en oversigt over de centrale udtalelser om akvakultur fra EU’s nye kommissær, Costas Kadis. Disse udtalelser danner grundlag for den dagsorden, der skal udarbejdes til det kommende møde med kommissæren, og giver et klart indblik i hans prioriteter for sektoren.

Kommissær Costas Kadis' prioriteter for akvakultur:

• Forbedring af konkurrencevilkår: Sikre fair konkurrence mellem EU's akvakulturprodukter og importerede varer.


• Konkurrencedygtighed og bæredygtighed: Arbejde for en mere robust, konkurrencedygtig og bæredygtig akvakultursektor i EU.


• Politisk prioritering: Samarbejde tæt med Rådet og Europa-Parlamentet for at sikre, at akvakultur får den nødvendige politiske prioritering, så sektorens fulde potentiale kan realiseres.


• Strategiske retningslinjer: Overveje yderligere strategiske tiltag i forbindelse med 2025-evalueringen af de Strategiske Retningslinjer fra 2021.


• Informationskampagne: Lancere en informationskampagne i 2025 for at fremme EU’s akvakultur.


• Forbrugerinformation: Evaluere de nuværende regler for forbrugeroplysning om fiskeri- og akvakulturprodukter og sikre, at også importerede produkter lever op til mærkningskravene.


• Havplanlægning: Styrke EU’s tilgang til havplanlægning for at optimere havenes økonomiske potentiale med fokus på sameksistens mellem økonomiske aktiviteter og beskyttelse af havmiljøet.


• Ansvarligt forbrug: Fremme ansvarlige forbrugsvaner for at øge efterspørgslen på bæredygtige akvakulturprodukter.


• Blåt kvælstof: Udvikle en plan for, hvordan ‘blåt kvælstof’ kan bidrage til EU’s klima- og naturmål. Dette omfatter incitamentbaserede forretningsmodeller, hvor eksisterende akvakulturaktiviteter kan bidrage til at reducere drivhusgasudledninger.

DAPO ser positivt på de mål, der er fremlagt. Hvis blot nogle af disse målsætninger realiseres, vil det være et vigtigt skridt mod bedre rammevilkår for akvakultursektoren – både i EU og herhjemme i Danmark. For at sikre sektorens udvikling og konkurrenceevne på globalt plan er der behov for en stærkere politisk og økonomisk opbakning, særligt i forhold til konkurrence med lande som Norge, Tyrkiet, Skotland og Island.


Vores direktør René Christensen ser frem til at samarbejde med kommissæren og EU’s institutioner for at styrke akvakulturens rolle som en bæredygtig og væsentlig del af fremtidens fødevareproduktion.

Med venlig hilsen