EFSA har udgivet den årlige rapport om fund af rester af veterinære lægemidler i levende dyr og animalske produkter i EU medlemslande, Island, Norge og Nordirland.
For akvakultur omfatter prøveprogrammet en samlet produktion på ca. 2,2 mio. tons. Der er i 2023 udtaget i alt 5.093 prøver, hvor 15 prøver ikke overholdt de gældende grænseværdier. Det svarer til 0,3 %.
Det bemærkes, at 12 af de 15 overskridelser skyldes malakitgrønt, som kan skyldes en ekstern forurening fra vandmiljøet, da malakitgrønt anvendes som farvestof.
De resterende 3 overskridelser er fundet i Italien (sulfadiazin), Frankrig (trimethoprim) og Grækenland (Ivermectin).
Der er ikke fundet overskridelse i danske prøver og det bekræfter, at der ikke er medicinrester i produkter fra dansk akvakultur.