͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌     ͏ ‌    ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­

Uge 6, 2026


Kære læser,

Velkommen til nyhedsbrev fra Dansk Akvakultur Producentorganisation.


I denne uge kan du læse om:

  1. Debat: Grønne organisationer svarer igen: Havbrug kan ikke sameksistere med beskyttet natur. Det er en fejlslutning

  2. debat: Dansk Akvakultur i modsvar: Det er forkert at udskamme havbrug som en særlig presfaktor på havmiljøet

  3. EU’s afhængighed af importeret fisk og skaldyr kalder på mere akvakultur

  4. Partnerskabsarrangement i Vejle

  5. Råvarepris index Q1 2026

  6. Løvlund og Nørå bliver en del af Løjstrup Dambrug

  7. Dialogmøde i Aggersund: Grøn akvakultur mellem politiske ambitioner og administrativ praksis

  8. Hedeselskabets blåmuslinger har fået det røde Ø-mærke

  9. Borgermøde: Red Bogø Hav

  10. Biomar opdrættermøde 2026

  11. Nyt juridisk notat om kommunernes sagsbehandling og EU-direktiver

  12. DTU Aqua undersøger ørredbestande i 23 kommuner

  13. Møde i AAC Executive Committee

  14. Europa-Kommissionen svarer AAC

  15. Andre relevante nyheder

  16. Nyt fra folketinget: udvalgsspørgsmål og åbne samråd

  17. Akvakultur-kalender


Har du spørgsmål, kommentarer eller forslag til kommende udgaver, er du meget velkommen til at kontakte os.


OBS! Næste nyhedsbrev udkommer onsdag den 18. februar i uge 8, 2026.


God læselyst!


Med venlig hilsen
Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO)


Har du endnu ikke tilmeldt dig eller din kollega til vores nyhedsbrev? Gør det nemt her.

Debat

Grønne organisationer svarer igen: Havbrug kan ikke sameksistere med beskyttet natur. Det er en fejlslutning

Resume af debatindlæg:

I debatindlægget i altinget.dk argumenterer Maria Reumert Gjerding (Danmarks Naturfredningsforening) og Torben Kaas (Danmarks Sportsfiskerforbund) imod, at havbrug og andre miljøbelastende erhvervsaktiviteter tillades i kommende marine naturnationalparker. Indlægget er et svar på det tidligere debatindlæg fra René Christensen, direktør for Dansk Akvakultur Producentorganisation, som hævder, at naturnationalparker reelt ikke kan etableres, hvis havbrug udelukkes.


Maria Reumert Gjerding og Torben Kaas afviser denne logik som en fejlslutning og præciserer, at de ikke argumenterer for et totalforbud mod al aktivitet i naturnationalparker. Spørgsmålet er ifølge dem, hvilke aktiviteter der kan sameksistere med naturbeskyttelse, og hvilke der dokumenteret underminerer den. De understreger, at havbrug er industrielle anlæg, der udleder betydelige mængder næringsstoffer, organisk materiale og kemikalier direkte i havmiljøet og dermed bidrager til eutrofiering, algeopblomstring og iltsvind.

Debat

Dansk Akvakultur i modsvar: Det er forkert at udskamme havbrug som en særlig presfaktor på havmiljøet


Debatindlæg (modsvar) i www.altinget.dk

I indlægget påpeges det også, at havbrugene i Danmark ikke har de nødvendige nye miljøtilladelser. Det er korrekt, at havbrugene endnu ikke har modtaget deres afgørelser i forhold til miljøtilladelserne.


Dog opererer alle havbrug lovligt, som også blev påpeget af miljøminister Magnus Heunicke (S) i et åbent samråd om tilladelser til havbrug i september 2025.


Alle havbrug har søgt rettidigt, disse ansøgninger er dog blevet påklaget af blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund. Deraf er Rigsrevisionen gået ind for blandt andet at undersøge de lange sagsbehandlingstider, som akvakulturen ikke er ansvarlig for.

Meget lille bidrag til kvælstofniveauet

Når der i indlægget henvises til, at fosfor og kvælstof bidrager til fedtemøg, algeopblomstring og iltsvind, er der ingen tvivl om, at dette er fagligt korrekt.


Det er dog ikke fagligt korrekt, at den marine akvakultur skulle bidrage særligt til dette, som det også fremgår af ministersvaret fra Miljøministeriet.


Læser man også Helsinki-kommissionens (HELCOM) rapport fra december 2023, præsenteres det, at der blev udledt cirka 860.000 ton kvælstof til Østersøregionen som helhed på tværs af alle Østersølandene.

“Havbrug har et meget lille bidrag til kvælstofsniveauet i Østersøregionen.”

René Christensen, Direktør for DAPO

Til de danske farvande, bælthavene og Kattegat blev der tilført cirka 132.000 ton kvælstof.


Samlet set har Danmark udledt mellem 51.000-66.000 ton kvælstof i årene 2016-2021. Her var 2019 det år med den højeste udledning på 66.000 ton på grund af en gennemsnitligt højere mængde nedbør end i de resterende år.


Kigger man på den nyeste Novana-rapport om punktkilder, ses det, at de danske havbrug kun udleder 324 ton kvælstof og 28 ton fosfor. Dermed har havbrug et meget lille bidrag til kvælstofniveauet i Østersøregionen.


Jeg vil afslutningsvis sige, at jeg har stor respekt for ytringsfriheden samt Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbunds holdninger.


Der skal være plads til, at vi kan være uenige med hinanden, men debatten skal foregå på et fagligt grundlag.

Annonce Aller Aqua

Aller Aqua tilbyder voksefoder til mere end 30 fiskearter, herunder ørred, tilapia, karpe, stør, havaborre, havbrasen og mange flere.

EU’s afhængighed af importeret fisk og skaldyr kalder på mere akvakultur

EU bliver i stigende grad afhængig af importeret fisk og skaldyr. En ny analyse fra januar 2026 viser, at EU’s egen produktion i dag kun dækker en begrænset del af forbruget, mens importen fra tredjelande fortsætter med at vokse. Udviklingen har betydelige konsekvenser for forsyningssikkerhed, fødevarepriser, konkurrenceevne og beskæftigelse i EU’s kyst- og landdistrikter.


Analysen gennemgår økonomi, konkurrenceforhold og innovationsniveau i både fiskeri og akvakultur og peger på, at EU i stigende grad taber terræn til producenter uden for EU. Disse opererer ofte under andre og mindre restriktive miljø- og produktionskrav, hvilket presser europæiske producenter og bidrager til højere forbrugerpriser og øget importafhængighed.


Samtidig fremhæves akvakultur som en central, men fortsat underudnyttet, del af løsningen. Akvakultur kan bidrage væsentligt til EU’s fødevareforsyning med sunde, proteinrige fødevarer produceret under kontrollerede forhold og med høj ressourceeffektivitet, samtidig med at sektoren skaber arbejdspladser og økonomisk aktivitet i land- og kystområder.


Analysen rejser derfor et centralt politisk spørgsmål: Hvorfor sker der ikke mere?


På trods af gentagne EU-strategier og målsætninger om vækst i akvakulturen, hæmmes udviklingen fortsat af komplekse og langvarige godkendelsesprocesser, manglende investeringssikkerhed og politisk nedprioritering på nationalt og regionalt niveau i EU-landende.


Hvis EU vil styrke sin strategiske autonomi, sikre stabile og rimelige fødevarepriser og fastholde værdiskabelse i landdistrikterne, kræver det en mere målrettet indsats for at styrke og udbygge den europæiske akvakulturproduktion. Det indebærer klare og forudsigelige rammevilkår, hurtigere myndighedsprocesser og en politisk anerkendelse af akvakulturens rolle som en del af løsningen på Europas fødevareudfordringer.

Partnerskabsarrangement i Vejle: Strategisk fagmøde om regulering, marked og certificering i akvakultur

I sidste uge afholdt Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO) i samarbejde med ASC et partnerskabsarrangement i Vejle med fokus på regulering, marked og certificering i akvakultur. Arrangementet samlede mere end 50 deltagere fra erhvervet og vidensinstitutioner og bød på en dag med stærke faglige oplæg, videndeling og konstruktiv dialog.

Dagen blev indledt med velkomst og et strategisk tilbageblik ved direktør René Christensen, DAPO, som præsenterede status på året der gik samt organisationens strategiske pejlemærker fremadrettet. Herefter gav formand for DAPO, Niels Dalsgaard, en status på erhvervet med fokus på aktuelle udfordringer og muligheder for dansk akvakultur.

Materiale fra René’s oplæg angående presfaktorer på de marine økosystemer:

Miljø- og Fødevareudvalget (MOF): 2024-25 MOF, Alm.del - 2024-25 - Spørgsmål 1255: Spm. om presfaktorer på de marine økosystemer / Folketinget

Formiddagens faglige hovedtema var overgangen fra foderbaseret til emissionsbaseret regulering. Her bidrog DTU Aqua og DAPO med en række oplæg, som uddybede både de regulatoriske rammer og de tekniske løsninger. Roland G. Madsen, faglig rådgiver i DAPO, gennemgik dambrugsbekendtgørelsens krav, mens associate professor Mathis von Ahnen, DTU Aqua, gav et overblik over relevante renseteknologier. Professor Per B. Pedersen, DTU Aqua, præsenterede konkrete cases fra henholdsvis konventionel og økologisk dambrugsproduktion, som illustrerede forskelle i praksis og miljøpåvirkning.

Foto: Marketing og kommunikations manager Sarah Blank, ASC, Market Development Manager Ola Nyrinder, ASC og Producer Outreach & Regional Manager Nordics Laetitia Rosing, ASC.

Efter frokost fortsatte programmet med oplæg fra Aquaculture Stewardship Council (ASC) og BioMar. ASC præsenterede de seneste opdateringer inden for certificeringsordningen, herunder fokus på klimaværktøjer, dyrevelfærd og ændringer i forhold til tidligere standarder. Derudover blev samspillet mellem ASC-certificeringer og EU-regulering forklaret. BioMar bidrog med et indlæg om foderets betydning for fiskens kvalitet og produktionen.

Som en utraditionel og dialogskabende afslutning bød ASC på smagsprøver på deres nye lakseis, som fungerede som en ‘icebreaker’ og gav anledning til gode samtaler.

Foto: Til venstre ses Sarah Blank, ASC og Laetitia Rosing, ASC. Til højre ses den nye lakseis fra ASC.

DAPO oplever en meget positiv feedback på arrangementet og noterer sig samtidig input til den fremtidige planlægning, herunder koordinering i forhold til andre branchearrangementer. Alle præsentationer fra dagen vil blive sendt til deltagerne fredag den 6. februar.


DAPO takker alle oplægsholdere og deltagere for den store opbakning og det høje faglige niveau. En særlig tak rettes til ASC for samarbejdet om partnerskabsarrangementet samt til DTU Aqua for deres væsentlige bidrag. DAPO ser frem til igen at samle branchen til en tilsvarende faglig og strategisk dag.

Råvarepris index Q1 2026

Biomar & Aller Aqua’s nyeste råvareprisindex.

Løvlund og Nørå bliver en del af Løjstrup Dambrug

Pressemeddelelse: Løjstrup dambrug har indgået en aftale med Knud Gunderlund om, at Løjstrup dambrug fra 1. februar 2026 overtager driften af de to dambrug, Løvlund- og Nørå dambrug ved Billund.


Løvlund dambrug og Nørå dambrug var blandt de første dambrug i Danmark, som blev ombygget til model 3-dambrug, for mere end 20 år siden. Det er RAS-anlæg med fuld recirkulerings- og vandrensningsteknologi.


Knud Gunderlund har drevet dambrugene i mange år men ønsker nu at gennemføre et generationsskifte for driften.


Det er aftalt, at ledelsen og alle medarbejdere på Løvlund dambrug fortsætter hos Løjstrup dambrug efter overtagelsen af driften. Det er også planlagt at ansætte flere medarbejdere.


”Løjstrup dambrug vil gerne udvikle ørred-opdræt i Danmark. Vi ser et godt potentiale på Løvlund dambrug og Nørå dambrug. Knud Gunderlund og hans medarbejdere er respekterede og anerkendte i dambrugserhvervet for kvalitet og faglighed. Maria Gunderlund fortsætter med ansvar for produktionsplanlægning, kontakt og leveringer til dambrugets danske og udenlandske kunder”, siger Niels Dalsgaard, Løjstrup dambrug.

Dialogmøde i Aggersund: Grøn akvakultur mellem politiske ambitioner og administrativ praksis

DAPO deltog for nylig i et dialog- og orienteringsmøde i Aggersund om projektet Aggersund Akvakultur, et konkret eksempel på de udfordringer og muligheder, der kan opstå i krydsfeltet mellem grønne politiske ambitioner, miljøregulering og administrativ praksis.

På fotoet ses Peter Holm i dialog om projektets placering i Aggersund. Blandt deltagerne er folketingsmedlem Kim Edberg (DD) og Theresa Berg Andersen (SF).

Mødet samlede centrale aktører omkring projektet, herunder folketingsmedlem Kim Edberg (Danmarksdemokraterne) og Theresa Berg Andersen (SF). Fra DAPO deltog direktør René Christensen og kommunikationsmedarbejder Cecilie Winther Kristensen. Peter Holm fra Lundby Fisk, som har været med til at tage initiativ til projektet, samt øvrige samarbejdspartnere, stod for at fremlægge projektet og dets muligheder og udfordringer.

Trods meget kolde vejrforhold blev der gennemført en fremvisning af området, hvor anlægget er planlagt. Her redegjorde Peter Holm for projektets placering og indhold. Begge deltagende folketingsmedlemmer var lyttende og interesseret i projektet og anerkendte dets ressourceeffektive potentiale.


DAPO arbejder nu videre med at sikre, at projektet bliver tilstrækkeligt oplyst over for både beslutningstagere og relevante kommunale myndigheder. Formålet er at bidrage til, at innovative og miljøeffektive akvakulturanlæg, i dette tilfælde i fuldt recirkuleret RAS-anlæg, reelt kan realiseres inden for de politiske rammer, der er fastlagt for erhvervet. Særligt set ud fra den seneste Fiskeriaftale punkt 19. Grøn omstilling og ny strategi for akvakultur.

Fakta: Projektet Aggersund Akvakultur

Aggersund Akvakultur er et cirkulært, landbaseret akvakulturanlæg, som Miljøstyrelsen tidligere har vurderet som både miljø- og ressourceeffektivt, innovativt og foreneligt med gældende vandområdeplaner. Projektet rummer potentiale for bæredygtig fødevareproduktion, lokale arbejdspladser og grønne synergier, blandt andet i samspil med vedvarende energi og naturgenopretning i Limfjordsområdet.

Hedeselskabets blåmuslinger har fået det røde Ø-mærke

Muslinger dyrket på net i Limfjorden af Blå Biomasse kan nu kaldes økologiske.

Copyright Hedeselskabet.

Fremover vil blåmuslinger fra Hedeselskabets forretning Blå Biomasse bære det røde Ø, som indikerer, at muslingerne er økologisk produceret i Danmark. Blå Biomasse har nemlig fået certificeret sine seks muslingeanlæg ved Jegindø og Venøsund i Limfjorden under den statskontrollerede økologiske ordning.

Da blåmuslingerne lever på net, hvor de selv sætter sig fast, og hverken skal fodres eller medicineres, var omlægningen til økologi oplagt. Processen handlede primært om tekniske detaljer – blandt andet en ny bundmaling til skib og hjælpefartøjer uden skadelig kemi samt skift til biologisk hydraulikolie. Fremover vil der desuden være årlige kontrolbesøg fra myndigheder og dyrlæge samt øget fokus på påvirkningen af omgivelserne, som anlæggene allerede lever op til.

Gode ved klima, miljø og sundhed

Med en produktionskapacitet på op til 8.000 tons årligt er Blå Biomasse blandt landets største producenter af blåmuslinger. Muslingerne vokser på net, hvilket betyder, at havbunden ikke skrabes ved høst. Produktionen leveres fersk til konsum, både til det danske marked og som eksport til udlandet, blandt andet Frankrig og Holland, hvor appetitten på blåmuslinger er stor.

Nu håber Hedeselskabet og Blå Biomasse, at økologi-certificeringen kan skabe fornyet interesse for blåmuslinger herhjemme. Blåmuslinger er nemlig en sund fødevare, rig på omega-3-fedtsyrer, proteiner, vitaminer og mineraler. Ifølge Den Store Klimadatabase, udgivet af Concito, er blåmuslinger med et klimaaftryk på blot 0,19 kg CO₂ pr. kilo blandt de mindst klimabelastende fødevarer, kun overgået af danskvand, postevand og knoldfennikel.

Muslinger har desuden den fordel, at de renser det vand, de lever i, ved at spise plankton og algevækst, som skyldes udledning af næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Hver musling kan filtrere 5-7 liter havvand i timen - og på Blå Biomasses net ved Jegindø og Oddesund lever mange millioner blåmuslinger.

Borgermøde på Bogø: Dialog om havmiljø og lokal forankring

DAPO deltog lørdag den 31. januar i et åbent borgermøde i Bogø Forsamlingshus i anledning af stiftelsen af den nye forening Red Bogø Hav. Foreningen har til formål at arbejde for genopretning af livet i farvandet omkring Bogø og havde inviteret borgere, foreninger og aktører med interesse for vandmiljøet til dialog og samarbejde.

Programmet bød blandt andet på en introduktion til den nye forening, faglige oplæg om havgenopretning samt efterfølgende generalforsamling med valg af bestyrelse. Dagen blev afsluttet med mulighed for at tilmelde sig arbejdsgrupper og en uformel dialog blandt deltagerne. Arrangementet var åbent for alle og samlede et stort antal borgere fra lokalområdet.

Foto: Oplæg ved Henriette Selck fra Tænketanken hav til borgermøde i Bogø Forsamlingshus.

To markante faglige profiler bidrog med viden og perspektiver på havmiljøet. Henriette Selck, seniorkonsulent ved Tænketanken Hav og professor i miljøvidenskab ved Roskilde Universitet, gav indblik i problemstillinger relateret til miljøfarlige stoffer. Derudover deltog Mikkel Klougart fra Havnaturfonden, som delte erfaringer fra nogle af de første projekter med marin naturgenopretning i Danmark.

Under borgermødet blev havbrug bragt på dagsordenen i debatten. I den forbindelse bidrog DAPO’s direktør, René Christensen, med faktuel viden om akvakultur og havbrug. Debatten var præget af forskellige holdninger, herunder også tydelig bekymring fra enkelte borgere. Gennem en konstruktiv dialog blev det understreget, at en saglig og vidensbaseret tilgang er afgørende for en nuanceret debat om sektoren.


Som opfølgning på dialogen inviterede DAPO, i samarbejde med Aquapri, den nystiftede forening til et virksomhedsbesøg ved Grønsund Havbrug til foråret. Formålet er at give interesserede borgere mulighed for at se et havbrug i praksis og få et bedre indblik i sektoren.


DAPO ser positivt på at foreningen er åben for dialog og vurderer, at åbenhed og faglighed er centrale elementer i drøftelsen af akvakulturens rolle i forhold til havmiljø og lokal udvikling.

Annonce Biomar A/S

Biomar opdrættermøde 2026

BioMar afholdt i år sit årlige opdrættermøde i Billund med stor tilslutning. Omkring 130 deltagere deltog i mødet, som bød på et alsidigt program.

Foto: copyright Biomar

Programmet omfattede blandt andet et oplæg fra Steffen Andersen fra Verdens Bedste Fødevarer, der gav perspektiver på fødevareudviklingen i Danmark og hvilke potentialer han ser for akvakulturen som en klima- og miljøeffektiv animalsk fødevare. Derudover delte Søren Jøker erfaringer fra etableringen af sin nye facilitet i Hallundbæk og gav et praksisnært indblik i konkrete driftsmæssige udfordringer og løsninger.

Foto: René Christensen holder oplæg til opdrættermødet.

René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO), præsenterede organisationens arbejde, som spænder fra politisk interessevaretagelse og samarbejde på tværs af sektoren til konkrete politiske resultater. Oplægget satte fokus på betydningen af en samlet og koordineret indsats i dialogen med medlemmer, myndigheder og beslutningstagere.


Fra BioMar præsenterede Jacob Mikkelsen nye data- og analysetilgange, der understøtter udviklingen af fremtidens pille kvalitet.

I pausen var der mulighed for smagsprøver fra virksomhederne AquaPri med ørredrogn og Kingfish med sashimi (foto).


DAPO takker BioMar for invitationen og for muligheden for at bidrage til et velbesøgt og fagligt stærkt opdrættermøde med engagerede deltagere fra hele sektoren.

Overgang til emissionsbaseret regulering fra 2026

Nyt juridisk notat om kommunernes sagsbehandling og EU-direktiver

Som en service til DAPO’s medlemmer har vi fået udarbejdet et fagligt-juridisk notat hos Kromann Reumert. Notatet belyser betydningen af EU’s VVM-direktiv, habitatdirektiv og vandrammedirektiv i sager om miljøgodkendelse af eksisterende dambrug, særligt i forbindelse med forlængelse eller fornyelse af udledningstilladelser for kvælstof (N) og fosfor (P) i forbindelse med overgangen til emissionsbaseret regulering.


Notatet giver blandt andet et overblik over følgende hovedpointer:


VVM (miljøvurdering)

Videreførelse af eksisterende drift uden fysiske ændringer eller nyanlæg anses som udgangspunkt ikke for et “projekt” i VVM-retlig forstand. Der skal derfor typisk ikke gennemføres en miljøvurdering, når der ikke søges om fysiske udvidelser eller ændringer af anlægget.


Habitat (Natura 2000)

Notatet fremhæver, at fortsættelse af eksisterende drift på samme grundlag som udgangspunkt ikke udløser krav om en ny habitatsvurdering, når der er kontinuitet og identitet i aktiviteten, også selv om reguleringen ændres fra foderkvotebaseret til emissionsbaseret.


Vandrammedirektivet

Hvis miljøgodkendelsen viderefører driften på uændrede eller skærpede vilkår, dvs. uden øget udledning af kvælstof og fosfor, vil der efter notatet som udgangspunkt ikke være tale om en forringelse i vandrammedirektivets forstand. Samtidig peges der på, at eksisterende dambrugsudledninger allerede er indregnet i vandområdeplanerne 2021–2027, og at der, bortset fra frivillige opkøbsordninger, ikke er fastsat generelle indsatser rettet mod disse udledninger.


Ønsker du notatet tilsendt?

Notatet udleveres til DAPO’s medlemmer og kan anvendes som faglig og juridisk støtte i dialogen med kommunen i konkrete sager om miljøgodkendelse og overgangen til emissionsbaseret regulering.


Kontakt sekretariatet, hvis du ønsker notatet tilsendt, eller skriv til cecilie@danskakvakultur.dk, hvis du ønsker notatet tilsendt.

DTU Aqua undersøger ørredbestande i 23 kommuner

DTU Aqua gennemfører i 2026 omfattende undersøgelser af ørredbestande og andre fiskearter i vandløb i 23 danske kommuner. Undersøgelserne er en del af det nationale overvågnings- og vidensgrundlag og skal bidrage med opdateret viden om fiskebestandenes tilstand og udvikling.

Kortet viser de kommuner (grøn) hvor der er vandløb hvor fiskebestanden bliver undersøgt i august-september 2026. Foto: www.fiskepleje.dk/

Formålet med undersøgelserne er at vurdere bestandstæthed, alderssammensætning og udbredelse af især ørred samt at belyse vandløbenes økologiske tilstand. Resultaterne skal anvendes som fagligt grundlag for fremtidig fiskepleje, herunder prioritering af restaureringstiltag, samt indgå i arbejdet med kommende vandområdeplaner.


Ifølge DTU Aqua er data fra feltundersøgelserne centrale for at kunne målrette indsatserne i vandløbene og sikre, at forvaltning og regulering baseres på opdateret og dokumenteret viden. Undersøgelserne bidrager dermed til et mere nuanceret beslutningsgrundlag for både kommuner og statslige myndigheder.


Arbejdet understreger betydningen af løbende overvågning og faglig dokumentation i forvaltningen af vandmiljø og fiskebestande og vil få betydning for den fremtidige indsats på området.


Læs hele nyheden her.

Møde i AAC Executive Committee

Den 27. januar 2026 afholdt Aquaculture Advisory Council (AAC) sit møde i Executive Committee (ExCom). Mødet havde fokus på at fastholde fremdrift i AAC’s arbejde i et år, der markerer vigtige mål for rådet.

Arbejdet med markeringen af AAC’s og Mediterranean Advisory Councils (MAC) 10-års jubilæum er påbegyndt. Der er bekræftet yderligere oplægsholdere til jubilæumskonferencen, som afholdes den 10. juni 2026 i Bruxelles. Konferencen bliver en central anledning til at markere ti års struktureret interessentinddragelse på EU-niveau inden for akvakultur og fiskeri.


Planlægningen af det kommende fysiske ExCom-møde i Dublin er også ved at være planlagt færdigt. Teresa Morrissey præsenterede et foreløbigt program, som blandt andet omfatter et besøg på en østersfarm. Mødet forventes at give muligheder for faglig erfaringsudveksling og dialog i praksis.


Derudover blev der gjort status på forberedelserne til AAC’s første webinar i 2026. Arbejdet skrider planmæssigt frem, og yderligere information vil blive delt, når programmet er på plads.


Ud over de konkrete planlægningspunkter var der en konstruktiv og fremadrettet drøftelse i ExCom om, hvordan kvaliteten og effekten af AAC’s arbejde fortsat kan styrkes.

Europa-Kommissionen svarer AAC

Seneste svar:

  1. (Januar 2026) Europa-Kommissionens svar på AAC-brevet vedrørende dens svar på AAC-anbefalingen om bløddyrs velfærd

    Læs svaret her (engelsk)


  2. (Januar 2026) Europa-Kommissionens svar på AAC's anbefaling om brugen af satellitdata til akvakultur

    Læs svaret her (engelsk)


  3. (Februar 2026) Europa-Kommissionens svar på AAC's anbefaling om HPR-slettet infektiøst laksanæmivirus (HPR-slettet ISAV)


    Læs svaret her (engelsk)

Andre relevante nyheder

www.danskakvakultur.dk

Leif Richter fjerner beskyldninger om greenwashing mod Musholm

Musholm har hævet en injuriesag anlagt mod Leif Richter angående beskyldninger om greenwashing, efter han har fjernet beskyldningerne. Musholm er tilfreds med sagens udfald.


Læs pressemeddelelsen her.

www.salmonbusiness.com

Forskere vil teste muslinger som bæredygtig ingrediens i laksefoder

Forskere ved Havforskningsinstituttet vil undersøge, om blåmuslinger kan bruges som en bæredygtig ingrediens i laksefoder som en del af Mussel Up-projektet.

Projektet vil undersøge, hvordan inkluderingen af muslinger i laksefoder påvirker fiskenes vækst, sundhed og velfærd. "Vi vil undersøge, om muslinger er sikre og næringsrige for laks, og om forarbejdning bevarer deres næringsværdi," sagde havforsker og projektleder Ikram Belghit.


Læs artiklen her.


Vicedirektør stopper i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Katrine Nissen stopper som vicedirektør i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø efter mere end otte år med naturarbejde i statslig regi.

www.aqua.dtu.dk

Nationalt Center for Marin Naturgenopretning får ny bevilling fra Velux Fonden og Havnaturfonden

Den videnbaserede indsats, der skal til for at forbedre forholdene i den pressede danske havnatur, er netop blevet sikret fortsat levetid med en fornyet bevilling fra Velux Fonden og Havnaturfonden på 20 mio. kr. til Nationalt Center for Marin Naturgenopretning, som DTU Aqua er med i.


Læs artiklen her.

www.tuborgfondet.dk

Information og Tuborgfondet vil have flere unge stemmer i klimadebatten

Der er mangel på unge stemmer i publicistiske medier, også når det gælder den afgørende debat om klimaet. Det vil Information lave om på med projektet UNGES KLIMADEBAT, som over to år skal bygge bro mellem unge, der er engagerede i debatten om klima, og de redigerede medier. Målet er at vise flere unge, hvordan medieomtale kan føre til indflydelse, samt at bidrage til en mere mangfoldig offentlig debat gennem samarbejde. Tuborgfondet har støttet projektet med 1,5 mio. kr.


Læs artiklen her.

www.videnskab.dk

Studie afslører: Det spiser den kæmpe blåfinnede tun i de skandinaviske farvande

Den blåfinnede tun er som nævnt vendt tilbage til danske farvande efter omkring seks årtiers fravær. En ny undersøgelse fra Sveriges Landbrugsuniversitet og DTU Aqua har analyseret maveindholdet hos 44 tun fanget i perioden 2020–2022. Resultaterne viser, at tun i Skagerrak–Kattegat–Øresund-området især lever af hornfisk (udgjorde 37 % af maveindholdet), samt blæksprutter og stimefisk som sild og makrel.


Hornfisken fremstår dermed som en central fødekilde for tunen i danske farvande, selvom arten hverken er kommercielt udnyttet eller reguleret gennem forvaltning.

Som et af havets store rovdyr kan blåfinnet tun dagligt indtage mellem tre og seks procent af sin kropsvægt. Forskerne vurderer derfor, at en enkelt tun på omkring 278 kg kan konsumere mellem 750 og 1.500 kg bytte i løbet af et typisk ophold på 90 dage i området.


Læs artiklen her.

www.landbasedaq.com

Meta-study: how density affects fish welfare

To fill knowledge gaps about impacts of stocking density and the mechanisms behind it, researchers from two Chinese and one German university conducted a comprehensive meta-analysis of more than 200 research articles.


Læs artiklen her.

www.oceans-and-fisheries.ec.europa.eu

Smokin' hot: hvordan et håndværksmæssigt røghus opnåede global succes uden at gå på kompromis med traditionen

Onake, et håndværksrøgeri i Saint-Jean-de-Luz i Frankrigs Baskerland, har opbygget et ry både nationalt og internationalt takket være sit fokus på røget laks, ørred og anden fisk og skaldyr fra Baskerlandet.


Læs artiklen her.

Nyt fra Folketinget

Dansk Akvakultur Producentorganisation samler hver uge relevante udvalgsspørgsmål, svar og samråd fra Folketinget, så vores medlemmer kan holde sig opdateret på den politiske udvikling inden for akvakultur og relaterede emner.

Nedenfor kan du læse den nyeste oversigt over spørgsmål, svar og dagsordner for uge 6, 2026. I denne uge er der spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen af miljøgodkendelser i MOF Spørgsmål 479-481. Disse er yderst relevante, da disse er opfølgende spørgsmål efter et samråd vedrørende Miljøministeriets ageren på området i sidste uge, som der kan læses om her.

Åbne samråd

Kalender for Folketinget

26-03-2026

09:30 - 14:00

Hans Kristian Skibby - Landbrug og retfærdighed

Konference

PS-77 Proviantsalen

08-04-2026

09:00 - 13:00

Marianne Bigum - Klimatilpasning

Konference

S-095 Fællessalen

 

16-04-2026

10:00 - 16:00

Thomas Skriver - Konference indenfor landbrugsområdet

Konference

S-095 Fællessalen

Kalender for arrangementer

Kursus i transport af fisk den 25. februar 2026

Kurset finder sted den 25. februar 2026 fra kl. 9:00-17:00 hos Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg.


Pris per deltager er 2.200 kr. for medlemmer af DAPO og 2.700 kr. for ikke-medlemmer. Efter gennemført kursus vil deltagerne få tilsendt et certifikat, der kvalificerer til kørsel med fisk i EU.


Bindende tilmelding skal ske senest onsdag den 18. februar til brian@danskakvakultur.dk på tilmeldingsblanketten i den vedhæftede invitation. Der er plads til 25 kursister efter først til mølle-princippet

Program og tilmelding

FoodLab Bites: Fremtiden for akvatiske fødevarer

Deltag sammen med forskere, kokke og industriinnovatører, mens de gennemgår nøgleudfordringer i den blå bioøkonomi; og undersøg, hvordan sidestrømme, bæredygtighed og kreativitet kan drive den næste bølge af fødevareinnovation.

Hvor: FoodLab, DTU Skylab

Hvornår: 9. februar 2026 (17:00–19:00)

Hvad kan man forvente: Introduktion til DTU Skylab FoodLab og hvordan du kan bruge det til at prototype og udvikle madidéer.

Tilmeld dig og læs mere her.

AAC-webinar om fiskevelfærd

Aquaculture Advisory Council (AAC) afholder et webinar om fiskevelfærd den 26. marts 2026 kl. 13.00. Webinaret sætter fokus på gode praksisser samt relevante indikatorer for fiskevelfærd i akvakultur.

Programmet er fortsat under færdiggørelse, men det forventes, at der vil være indlæg fra Europa-Kommissionen, Aquaculture Assistance Mechanism og muligvis også EU’s referencecenter for akvatiske dyrs velfærd. Endelig program og tilmelding kommer snarest.

Webinar hos Etisk Handel: Introduktion til bæredygtighedslovgivning og ansvarlig handel i globale værdikæder

Dato:14. april 2026

Tidspunkt:10.00 - 11.00

Adresse: Online

Pris: Gratis

Tilmeldingsfrist: 13. april 2026

Deltagere: Webinaret er åbent for Etisk Handel Danmarks medlemmer samt virksomheder og organisationer, der potentielt kan blive medlem. For at sikre et relevant og fortroligt rum for deltagerne er arrangementet ikke åbent for konsulentbureauer eller andre aktører uden for Etisk Handel Danmarks medlemsgrundlag. Læs mere her.

Webinar: Sådan navigerer du i greenwashing-reglerne og sikrer troværdig kommunikation

Greenwashing fylder i tiltagende grad i vores kollektive bevidsthed, og med tiltagende kriser, skærpede lovkrav og øget opmærksomhed fra forbrugere, myndigheder og NGO’er, er det vigtigere end nogensinde før at have styr på, hvad man må og ikke må.

Derfor inviterer Etisk Handel Danmark til et webinar d. 21. April 2026, hvor du får indblik i aktuelle regler og praktiske eksempler på, hvordan du kan efterprøve og præcisere jeres kommunikation.

Læs mere her.

Generalforsamling 2026

Sæt allerede kryds i kalenderen. Datoen for DAPO’s generalforsamling 2026 er nu fastlagt. Generalforsamlingen afholdes torsdag den 21. maj 2026 på Hotel Hedegaarden i Vejle. Det endelige program samt tidspunkter deles, når vi kommer tættere på.

Naturmødet 2026

Den 28.-30. maj 2026 i Hirtshals: Naturmødet er stedet, hvor idéer mødes, perspektiver udfordres, og samtaler om naturens fremtid får liv. Fra politikere til ildsjæle, fra forskere til borgere, alle samles for at tale om biodiversitet, naturforvaltning og de emner, der binder os sammen med naturen.


Vigtige deadlines:  

Deadline for booking af standplads: fredag d. 6/2 2026

Kommende internationale akvakulturkonferencer

Energiomstilling i EU’s fiskeri- og akvakultursektorer den 17. februar 2026, Bruxelles

To år efter lanceringen af Energy Transition Partnership markerer dette højniveau arrangement en vigtig milepæl i partnerskabets rejse. Den samler alle interessenter og EU-institutioner, herunder Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen, for at fremlægge partnerskabets anbefalinger.

Læs mere her.


AquaFarm 2026: International konference og messe om akvakultur, skaldyrsopdræt, algeavl og fiskeriindustri

Akvakultur | Bæredygtigt fiskeri | Marin og akvatisk forskning

18. feb 2026 - 19. feb 2026, Italien

Konferencen er dedikeret til bæredygtig produktion af mad fra vand.

Læs mere her.


Europæiske Oceandage, 2. marts 2026 - 6. marts 2026, Bruxelles, Belgien

Europæiske Havdage er en ugelang begivenhed med en række dynamiske og sammenhængende sessioner med fokus på centrale havrelaterede temaer, alle designet til at opmuntre deltagerne til at engagere sig på tværs af emner og bidrage til en fælles vision for velstand, konkurrenceevne, sikkerhed og bæredygtighed i vores ocean.

Læs mere her.

Internationale konferencer og udstillinger

  • AQUACULTURE AMERICA 2026 Las Vegas, Nevada, USA  February 16 – 19, 2026

  • WORLD AQUACULTURE SINGAPORE 2026 Singapore, June 2-5, 2026

  • AQUACULTURE EUROPE 2026 Ljubljana, Slovenia, September 29/30 oct 1

  • WORLD AQUACULTURE 2026 Tanzania, incl. AQUACULTURE AFRICA 2026 Dec 1-4, 2026


Læs mere her: Verdensselskabet for akvakultur

Med venlig hilsen

https://danskakvakultur.dk/

Dansk Akvakultur Producentorganisation modtager tilskud fra EHFAF