| | Kære læser, Velkommen til nyhedsbrev fra Dansk Akvakultur Producentorganisation. I denne uge kan du læse om: Morten Priess konstitueret som ny formand for DAPO Gravide: Opdrættet fisk er et trygt og godt forbrugervalg Skagen Salmon øger underskuddet i 2025 Tænketanken Hav sætter fokus på medicinrester - DAPO efterlyser et mere retvisende datagrundlag Medlemsnyt: God sommer hos Ådal Ørred EU: AAC efterlyser øget finansiering til forskning i akvatiske dyrs velfærd Tre EU-studier skal understøtte en mere konkurrencedygtig akvakultursektor EU godkender nationale støtteordninger til fiskeri og akvakultur Digital farvemåling udvides til ørred Dansk forskning bidrager til europæiske retningslinjer for marin naturgenopretning Tørke og høje temperaturer presser europæisk akvakultur Bryggerimask undersøges som råvare til laksefoder Andre relevante nyheder Kvælstof fylder hele debatten - men hvad er der egentlig i vandet? Limfjordens skaldyr får selskab af landets skarpeste tjenere Ny flyrute skal transportere op mod 200 ton norsk laks om ugen Gloria Maris Côte d'Opale bliver den første franske havbars- og brasenfarm, der opnår ASC-certificering Dansk Akvakultur Producentorganisation: Opdrættet fisk er et trygt og godt forbrugervalg til gravide
Nyt fra Folketinget: Udvalgsspørgsmål og svar for uge 36 Akvakultur-kalender
Ønsker du besøg af DAPO, er du meget velkommen til at kontakte os. Send os en e-mail, hvorefter vi aftaler nærmere om tidspunkt og indhold for besøget. Har du spørgsmål, kommentarer eller forslag til kommende udgaver af nyhedsbrevet, hører vi også meget gerne fra dig. God læselyst!
Med venlig hilsen Dansk Akvakultur ProducentorganisationHar du endnu ikke tilmeldt dig eller din kollega til vores nyhedsbrev? Gør det nemt her. |
|
| | Morten Priess konstitueret som ny formand for DAPO |
|
| Bestyrelsen i Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO) har konstitueret hidtidig næstformand Morten Priess som ny formand efter Niels Dalsgaards bortgang. Samtidig er Thorbjørn Harkamp valgt ind i bestyrelsen. |
|
|
| I overensstemmelse med foreningens vedtægter har DAPOs bestyrelse konstitueret Morten Priess som formand for Dansk Akvakultur Producentorganisation. Morten Priess er direktør for finans og produktion i AquaPri A/S og har hidtil været næstformand i DAPO. Han varetager formandsposten frem til organisationens ordinære generalforsamling i maj 2027. Efter Niels Dalsgaards bortgang er Thorbjørn Harkamp blevet direktør for Musholm A/S. Han er desuden på indstilling fra DAPOs havbrugsudvalg blevet valgt ind i organisationens bestyrelse. Morten Priess skal som formand stå i spidsen for bestyrelsens arbejde og bidrage til DAPOs fortsatte indsats for at sikre gode og stabile rammevilkår for dansk produktion af fisk, skaldyr og tang. Bestyrelsen fortsætter frem mod generalforsamlingen arbejdet med organisationens igangværende politiske og faglige indsatser. |
|
| DAPOs bestyrelse 2026-2027 |
|
| Bestyrelsen er sammensat således: Morten Priess, direktør for finans og produktion, AquaPri A/S - formand Thorbjørn Harkamp, direktør, Musholm A/S Jens Sillas Jensen, direktør, Freia Forellen Export A/S Lars Erik Holtegaard, direktør, Blue Food Jørgen Jøker Trachsel, direktør, Ådal Dambrug Anders Brandt-Clausen, direktør, BioMar A/S Christian Ravn Jørgensen, direktør, FREA Solutions ApS Tim Holmgaard Petersen, direktør, Snaptun Fisk Export A/S Anders Carøe Bylling, koncernchef, Aller Aqua A/S Niels Wittus, driftsleder, DanAqua ApS – suppleant
|
|
| DAPOs brancheudvalg 2026-2027 |
|
| Dambrug: Jørgen Jøker Trachsel (formand), Anders Carøe Bylling og Tim Holmgaard Petersen. Niels Wittus er suppleant. Havbrug: Morten Priess (formand) og Thorbjørn Harkamp. RAS-anlæg: Christian Ravn Jørgensen (formand). Skaldyr og tang: Lars Erik Holtegaard (formand). Foderfirmaer: Anders Brandt-Clausen (formand). Eksportører og fabrikker: Jens Sillas Jensen (formand).
|
|
| | Gravide: Opdrættet fisk er et trygt og godt forbrugervalg |
|
| Gravide kan godt spise sushi med en række forskellige fisk og skaldyr. Opdrættede fisk er et trygt, næringsrigt og veldokumenteret valg. Dansk Akvakultur Producentorganisation opfordrer til, at debatten baseres på myndighedernes anbefalinger og dokumenteret viden frem for myter. |
|
|
| En gravid kvinde fra Odense har ifølge TV 2 Fyn modtaget hadefulde kommentarer på sociale medier, efter at hun delte en video, hvor hun spiser sushi. Sagen viser, at der fortsat hersker usikkerhed om, hvilke fisk gravide kan spise. Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO) finder det problematisk, når upræcise råd skaber unødig bekymring og risikerer at afholde gravide fra at spise fisk. - Gravide skal naturligvis følge Fødevarestyrelsens anbefalinger, men anbefalingerne siger ikke, at gravide generelt skal undgå fisk eller sushi. Tværtimod anbefales gravide at spise fisk flere gange om ugen. Det afgørende er at vælge de rigtige fiskearter og sikre korrekt produktion og håndtering, siger René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation. |
|
| Fisk er en vigtig del af kosten |
|
| Fødevarestyrelsen anbefaler gravide at spise 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fede fisk. Fisk og skaldyr bidrager blandt andet med omega-3-fedtsyrer, D-vitamin, jod og selen. Gravide kan som udgangspunkt godt spise sushi med eksempelvis opdrættet dansk regnbueørred, ørredrogn og varmebehandlede rejer, når produkterne opfylder de gældende krav til fødevaresikkerhed og er håndteret korrekt. Opdrættede fisk produceres under kontrollerede forhold og fodres med dokumenteret foder, som ikke indeholder levende parasitter. Det giver mulighed for kontrol med hele produktionsforløbet og gør opdrættede fisk til et trygt, sporbart og næringsrigt forbrugervalg. - Dansk akvakultur kan levere fisk og skaldyr af høj kvalitet under kontrollerede produktionsforhold. Det giver forbrugerne både sporbarhed og en høj grad af fødevaresikkerhed. Derfor bør opdrættede fisk i langt højere grad fremhæves som et godt forbrugervalg også når gravide vælger sushi, siger René Christensen. |
|
| Fødevarestyrelsen fremhæver lav parasitrisiko i akavkultur |
|
| Fødevarestyrelsen fremhæver i sin vejledning om parasitter i fiskevarer, at der ved fisk fra akvakulturbrug er en ubetydelig eller ingen risiko for parasitter i miljøet og dermed også i fiskevarerne. Fisk, der skal spises rå eller næsten rå, skal som hovedregel frysebehandles. Opdrættede fisk kan dog undtages fra frysekravet, når kravene til produktion, foder og dokumentation er opfyldt. For danske havbrugsørreder har Fødevarestyrelsen godkendt en særlig verifikationsprocedure. Den bygger blandt andet på en undersøgelse fra Københavns Universitet af 170 regnbueørreder fra 17 danske havbrug. Der blev ikke fundet zoonotiske parasitter i de undersøgte fisk. Tidligere danske undersøgelser fra 2014 og 2018 fandt ligeledes ingen zoonotiske parasitter i regnbueørreder fra danske havbrug. - Fødevarestyrelsens egen vejledning understøtter, at opdrættede fisk er et trygt og veldokumenteret forbrugervalg. Det bør fylde mere i debatten, når gravide mødes med myter og forkerte påstande om opdrættet fisk og sushi, siger René Christensen. |
|
| Restauranterne har ansvaret |
|
| Når sushi købes på en registreret dansk restaurant, har virksomheden ansvaret for, at fisken opfylder fødevaresikkerhedskravene. Det omfatter korrekt opbevaring og håndtering samt frysebehandling eller dokumentation for, at fisken kan undtages fra frysekravet. Gravide bør vælge frisklavet sushi fra registrerede virksomheder. Enkelte fiskearter skal begrænses Gravide, ammende og børn under 14 år bør undgå frisk tun og udskæringer af andre store rovfisk, også i sushi, på grund af risikoen for et højt indhold af kviksølv. Vildlaks fra Østersøen bør begrænses til højst 125 gram om måneden på grund af et forhøjet indhold af dioxin. Det betyder ikke, at vildtfangede fisk generelt skal undgås. De fleste fisk kan trygt indgå i en varieret kost, når Fødevarestyrelsens artsbestemte anbefalinger følges. - Fødevaresikkerhed skal tages alvorligt, men forsigtighed skal bygge på fakta. Når gravide fordømmes for at spise fisk, risikerer vi at skabe frygt for en fødevaregruppe, som myndighederne faktisk anbefaler. Vi har brug for mere viden og færre myter, siger René Christensen. |
|
| Fakta: Fødevarestyrelsens råd til gravide |
|
| Spis 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fede fisk. Variér mellem forskellige fiskearter. Undgå frisk tun og udskæringer af store rovfisk - også i sushi. Spis højst én dåse almindelig tun om ugen. Spis højst 125 gram vildlaks fra Østersøen om måneden. Vælg frisklavede produkter, og følg de almindelige råd om god fødevarehygiejne. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| | |
| | | Skagen Salmon øger underskuddet i 2025 |
|
| Skagen Salmon, der producerer laks i et landbaseret anlæg i Skagen, kom ud af 2025 med et underskud på 71,7 mio. kr. Til sammenligning udgjorde underskuddet 49,2 mio. kr. i 2024. Det primære driftsresultat før finansielle poster blev samtidig forværret fra et underskud på 30,9 mio. kr. til 55,8 mio. kr. |
|
|
| Foto: Skagen Salmon Copyright DAPO |
|
| Bruttofortjenesten faldt fra 16,2 mio. kr. i 2024 til 7,0 mio. kr. i 2025. Selskabet oplyser ikke nettoomsætningen i årsrapporten. Ifølge ledelsen var Skagen Salmon i 2025 udfordret af markedspriser på laks, som lå væsentligt under niveauet i de tre foregående år. Udviklingen i verdensmarkedsprisen har betydning for den salgspris, som selskabet kan opnå. 2025 var det første hele kalenderår, hvor anlæggets slagtekapacitet var fuldt tilgængelig. Erfaringerne fra driften har ifølge ledelsen medført ændringer, der skal øge produktionsmængden og forudsigeligheden samt løfte laksenes gennemsnitsstørrelse. Selskabet forventer, at ændringerne kan bidrage til en højere omsætning og salgspris pr. kilo. Skagen Salmon fik i løbet af året tilført i alt 125 mio. kr. gennem to kapitalforhøjelser. Ved udgangen af 2025 udgjorde egenkapitalen 55,8 mio. kr. mod 2,4 mio. kr. året før. Regnskabet viser dermed, at selskabet endnu ikke har opnået en rentabel drift, og at den landbaserede lakseproduktion fortsat kræver betydelig kapital.
Kilder: Skagen Salmons årsrapport for 2025 via CVR/Virk og FiskerForum. |
|
| | Tænketanken Hav sætter fokus på medicinrester - DAPO efterlyser et mere retvisende datagrundlag |
|
| Skrevet af Roland Gregers Madsen, mijøfaglig rådgiver for DAPO. En ny analyse fra Tænketanken Hav estimerer, at danske renseanlæg hvert år udleder cirka 4,9 ton aktivstof fra 13 udvalgte lægemiddelstoffer til vand- og havmiljøet. Det drejer sig blandt andet om smertestillende medicin, antidepressiva, antibiotika og diabetesmedicin. Til sammenligning sælges der årligt cirka 645 ton lægemiddelaktivstoffer i Danmark. |
|
|
| Analysen omfatter kun en mindre del af de cirka 1.450 lægemiddelstoffer på det danske marked. Tænketanken Hav vurderer derfor, at der fortsat er usikkerhed om den samlede udledning. Samtidig overvåger det nationale program NOVANA ikke lægemiddelstoffer i havmiljøet, og der er kun fastsat grænseværdier for omkring én procent af stofferne. Tænketanken Hav anbefaler, at Danmark fremskynder indførelsen af et fjerde rensetrin på renseanlæggene. Hvis teknologien er fuldt implementeret i 2030, vurderes udledningen af de 13 undersøgte stoffer samlet at kunne reduceres med 58 ton frem mod 2045. Selvom analysen er afgrænset til lægemidler til human brug, omtales landbrug og havbrug som andre kilder til antibiotika og mulig spredning af antimikrobiel resistens. DAPO finder det vigtigt, at sådanne vurderinger baseres på aktuelle og sammenlignelige data. |
|
|
| Graf: Analyse fra Tænketanken Hav ’Lægemiddelstoffer i havmiljøet s. 29. Afsnit: Lægemiddelstoffer i havmiljøet stammer også fra animalsk produktion. |
|
| Analysen omfatter kun en mindre del af de cirka 1.450 lægemiddelstoffer på det danske marked. Tænketanken Hav vurderer derfor, at der fortsat er usikkerhed om den samlede udledning. Samtidig overvåger det nationale program NOVANA ikke lægemiddelstoffer i havmiljøet, og der er kun fastsat grænseværdier for omkring én procent af stofferne. Tænketanken Hav anbefaler, at Danmark fremskynder indførelsen af et fjerde rensetrin på renseanlæggene. Hvis teknologien er fuldt implementeret i 2030, vurderes udledningen af de 13 undersøgte stoffer samlet at kunne reduceres med 58 ton frem mod 2045. Selvom analysen er afgrænset til lægemidler til human brug, omtales landbrug og havbrug som andre kilder til antibiotika og mulig spredning af antimikrobiel resistens. DAPO finder det vigtigt, at sådanne vurderinger baseres på aktuelle og sammenlignelige data. Som dokumentation for omtalen af akvakultur henviser Tænketanken Hav blandt andet til et internationalt review fra 2017. Artiklen indeholder ikke data fra dansk akvakultur eller dansk ørredproduktion, men sammenfatter undersøgelser fra en række lande med forskellige arter, produktionsformer og regulatoriske rammer. Resultater fra f.eks. karpeproduktion, tropisk akvakultur og produktion i lande som Kina, Chile, Thailand og Mexico kan derfor ikke uden videre overføres til danske forhold. Reviewet omtaler blandt andet fund af resistensgenet tetA i forbindelse med marin akvakultur i Spanien og Portugal. Fundet dokumenterer, at genet er identificeret i de undersøgte miljøer, men fastslår ikke, at akvakultur generelt udgør en væsentlig kilde til antimikrobiel resistens. Norge og Skotland fremhæves samtidig som eksempler på et meget lavt antibiotikaforbrug i lakseopdræt sammenlignet med blandt andet Chile. Tal fra DANMAP viser, at der i 2024 blev anvendt 1,8 ton antibiotika i dansk akvakultur. Det svarer til cirka 1,3 procent af det samlede danske antibiotikaforbrug på omkring 137 ton til mennesker og dyr. Forbruget i akvakultur steg med 14,6 procent fra 2023 til 2024 og kan ifølge DANMAP variere mellem årene, blandt andet fordi risikoen for bakterielle infektioner påvirkes af vandtemperaturen. Antibiotika må alene anvendes efter veterinærfaglig vurdering og ordinering. DAPO bakker op om en styrket indsats mod medicinrester og antimikrobiel resistens. Samtidig opfordrer vi til, at vurderinger af dansk akvakultur tager udgangspunkt i danske eller sammenlignelige europæiske data og sondrer mellem forskellige arter og produktionsformer.
Læs DR’s omtale, Tænketanken Havs analyse, DANMAP 2024 og det internationale review fra 2017. |
|
| | Medlemsnyt: God sommer hos Ådal Ørred |
|
| Sommeren har været god hos Ådal Ørred, der producerer økologiske regnbueørreder i jorddamme i Vejle Ådal. Produktionen er blandt andet kendetegnet ved lav fisketæthed og fuld sporbarhed fra æg til færdigt produkt. Virksomheden oplyser desuden, at der ikke anvendes antibiotika i produktionen. |
|
|
| Ådal Ørred fremhæver samtidig akvakulturens voksende betydning for den globale fødevareforsyning. Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisations seneste rapport, The State of World Fisheries and Aquaculture 2026, nåede den globale produktion af akvatiske dyr fra akvakultur 103 mio. ton i 2024. Det var første gang, produktionen oversteg 100 mio. ton. Akvakultur stod dermed for 53 procent af den samlede produktion af akvatiske dyr og for mere end 59 procent af den mængde, der blev produceret til fødevarer. Rapporten viser samtidig, at 37,6 procent af de vurderede marine fiskebestande i 2023 blev fisket på et biologisk ikke-bæredygtigt niveau. Tallene understreger ifølge Ådal Ørred den vigtige rolle, som ansvarligt drevet akvakultur kan spille i fremtidens fødevareproduktion. Ådal Ørred takker afslutningsvis kunder og samarbejdspartnere for opbakningen til virksomheden og til den danske, økologiske akvakultur.
Læs FAO’s rapport The State of World Fisheries and Aquaculture 2026. |
|
| | AAC efterlyser øget finansiering til forskning i akvatiske dyrs velfærd |
|
| Aquaculture Advisory Council (AAC) har sendt en ny anbefaling til Europa-Kommissionen og EU’s medlemsstater om øget finansiering til udvikling, harmonisering og validering af artsspecifikke velfærdsindikatorer for akvatiske opdrætsdyr. |
|
|
| AAC peger på, at der fortsat mangler praktiske og videnskabeligt validerede metoder, som kan anvendes under kommercielle forhold. Det gælder blandt andet metoder til at kontrollere, om fisk bedøves effektivt og forbliver bevidstløse gennem hele slagteprocessen. Effekten kan variere mellem arter og påvirkes blandt andet af udstyr, vandtemperatur, fiskestørrelse og produktionsforhold. AAC anbefaler blandt andet, at: EU afsætter flere målrettede forskningsmidler, herunder gennem EUPAHW, EMFAF og EU’s kommende flerårige budget.
Kommissionen igangsætter de planlagte EFSA-vurderinger af velfærden hos de mest almindeligt opdrættede akvatiske arter.
Der udvikles og valideres praktiske metoder til at kontrollere bedøvelsens effekt under kommercielle forhold.
Små og mellemstore virksomheder får bedre økonomiske muligheder for at deltage i forskning og investere i velfærdstiltag.
Medlemsstaterne medfinansierer feltforsøg og indarbejder validerede velfærdsindikatorer i kontrol-, audit- og godkendelsessystemer.
Anbefalingen fremhæver desuden behovet for ensartede metoder og regler på tværs af EU, så producenterne møder sammenlignelige krav, og fremtidige initiativer bygger på et solidt videnskabeligt grundlag. |
|
| | Europa-Kommissionens seneste svar |
|
| | | |
| | | Tre EU-studier skal understøtte en mere konkurrencedygtig akvakultursektor |
|
| EU-Kommissionens forvaltningsorgan CINEA har samlet tre omfattende studier, der skal bidrage til kommende europæiske vejledninger og politikker for akvakultur. Studierne omhandler henholdsvis økosystemtjenester fra opdræt af muslinger og fisk i damme og vådområder, veje til at reducere akvakulturens udledning af drivhusgasser frem mod 2050 samt udviklingen inden for akvakulturfoder. Studiet om økosystemtjenester peger blandt andet på, at muslingeopdræt og visse former for dambrug kan bidrage til næringsstofkredsløb, vandkvalitet, stabilisering af sedimenter og biodiversitet. Samtidig beskrives mulige risici, blandt andet ophobning af næringsstoffer, sygdomme, invasive arter og plastforurening. Ifølge studiet er disse risici ofte knyttet til utilstrækkelig drift eller regulering frem for til produktionsformerne i sig selv. Studierne skal samlet bidrage til gennemførelsen af EU’s strategiske retningslinjer for akvakultur og styrke videngrundlaget for sektorens videre udvikling. Læs mere her: CINEA, 26. august 2026 |
|
| | EU godkender nationale støtteordninger til fiskeri og akvakultur |
|
| EU-Kommissionen har godkendt nye italienske og tyske støtteordninger, der blandt andet skal kompensere akvakulturvirksomheder for stigende brændstofomkostninger. Den italienske ordning har en samlet ramme på 285 mio. euro og omfatter landbrug, fiskeri og akvakultur. Støtten gives som direkte tilskud på baggrund af virksomhedernes anslåede brændstofforbrug. Tyskland har fået godkendt en ordning på 4,5 mio. euro målrettet fiskeri- og akvakulturvirksomheder. Her kan støtten dække 70 procent af den estimerede stigning i brændstofomkostningerne i en afgrænset periode. Støtten kan højst udgøre 50.000 euro pr. virksomhed. Ordningerne er godkendt under EU’s midlertidige statsstøtteramme i forbindelse med krisen i Mellemøsten. De viser, hvordan medlemslandene kan anvende nationale støtteordninger til at afbøde ekstraordinære omkostningsstigninger i primærproduktionen. Læs mere her: Baird Maritime, 28. august 2026 |
|
| | Digital farvemåling udvides til ørred |
|
| Dsm-firmenich har lanceret en opdateret udgave af virksomhedens digitale SalmoFan, som nu også kan anvendes til at måle farven på ørredfileter. Det bærbare værktøj måler filetens farve elektronisk og skal dermed mindske betydningen af forskelle i lysforhold og den enkelte medarbejders farveopfattelse. Opdateringen indeholder en ny algoritme, der er udviklet specifikt til ørred. Brugeren kan vælge mellem forskellige lakse- og ørredarter, og teknologien kan anvendes af blandt andre foderproducenter, opdrættere, forarbejdningsvirksomheder og forskningsinstitutioner. Formålet er at skabe en mere ensartet og dokumenterbar kvalitetsvurdering gennem værdikæden. Læs mere her: SeafoodSource, 26. august 2026 |
|
| | Dansk forskning bidrager til europæiske retningslinjer for marin naturgenopretning |
|
| EU-programmet Biodiversa+ har offentliggjort otte policy briefs, der skal hjælpe medlemslandene med at gennemføre EU’s naturgenopretningsforordning. Et af dokumenterne omhandler genopretning af marine og kystnære økosystemer og bygger blandt andet på forskning fra projektet MPA4Sustainability, som ledes af DTU Aqua. Forskerne anbefaler en mere helhedsorienteret og økosystembaseret forvaltning af beskyttede havområder. Det indebærer blandt andet, at myndighederne vurderer den samlede påvirkning fra forskellige aktiviteter og er opmærksomme på, at begrænsning af én aktivitet kan føre til øget pres fra andre aktiviteter. Retningslinjerne fremhæver desuden behovet for bedre overvågning, anvendelse af blandt andet miljø-DNA og tættere koordinering mellem myndigheder med ansvar for biodiversitet, fiskeri og marin fysisk planlægning. Arbejdet er relevant for de kommende beslutninger om anvendelsen og forvaltningen af de danske havarealer. Læs mere her: DTU Aqua, 26. august 2026 |
|
| | Tørke og høje temperaturer presser europæisk akvakultur |
|
| En omfattende tørke og usædvanligt høje temperaturer har denne sommer ramt fiskeopdrættere i flere europæiske lande. Lave vandstande, højere vandtemperaturer og faldende iltindhold har øget risikoen for fiskedødelighed og produktionsnedgang. I Ungarn er der ifølge Associated Press registreret næsten 280 ton døde fisk. I Tjekkiet har opdrættere blandt andet reduceret fodringen og øget beluftningen af damme, mens ørredproducenter i Bosnien har måttet begrænse produktionen som følge af mindre adgang til koldt vand. Også producenter i Rumænien er påvirket af længerevarende tørke. Udviklingen understreger akvakulturens behov for klimatilpasning, herunder bedre vandforvaltning, overvågning, beluftning og produktionssystemer, der kan håndtere større udsving i temperatur og vandtilførsel. Læs mere her: Associated Press, 29. august 2026 |
|
| | Bryggerimask undersøges som råvare til laksefoder |
|
| Norske forskere undersøger, om bryggerimask, et restprodukt fra ølproduktion, kan anvendes som proteinkilde i foder til opdrættede laks. De foreløbige resultater viser ifølge IntraFish, at laksen opnår god vækst på forsøgsfoder, hvor en ingrediens baseret på bryggerimask erstatter soja. Bryggerimask indeholder blandt andet protein, men skal forarbejdes, før råvaren kan anvendes effektivt og stabilt i fiskefoder. Forsøget indgår i arbejdet med at udvikle nye foderråvarer baseret på sidestrømme fra landbrug og fødevareproduktion. Resultaterne peger på muligheder for at udnytte eksisterende ressourcer bedre og samtidig udvide råvaregrundlaget til akvakulturfoder. Der er dog fortsat behov for dokumentation af blandt andet ernæringsværdi, tilgængelighed og mulighederne for produktion i større skala. Læs artiklen hos IntraFish her. |
|
| | | www.fiskerforum.dk/ Kvælstof fylder hele debatten - men hvad er der egentlig i vandet?“Men hvad sker der, hvis man stiller et helt enkelt spørgsmål: Hvad er forskellen på én kubikmeter drænvand fra en mark og én kubikmeter kloakoverløb fra en by?” Læs artiklen her. |
|
| | www.fiskerforum/ Limfjordens skaldyr får selskab af landets skarpeste tjenereNår Østers- og Muslingepremieren løber af stablen på Mors, bliver det ikke kun Limfjordens østers, muslinger og øvrige skaldyr, der kommer under lup. Fredag den 9. oktober mødes nogle af Danmarks dygtigste tjenere til Tjener-Battle, hvor gastronomi, vin og værtskab smelter sammen i kampen om titlen som Årets Vært 2026. Læs artiklen her. |
|
| | www.seafood.no/ Ny flyrute skal transportere op mod 200 ton norsk laks om ugenChina Southern Airlines har åbnet en ny direkte fragtrute mellem Oslo og Shanghai. Ruten betjenes med to ugentlige afgange med Boeing 777F-fly, der hver har en fragtkapacitet på omkring 100 tons. I den indledende driftsfase forventes ruten ifølge flyselskabet at transportere omkring 200 ton norsk laks til Kina om ugen. Den direkte forbindelse skal forkorte transporttiden og øge kapaciteten for eksport af fersk norsk sjømat til det kinesiske marked. Læs mere her. |
|
| | www.seafoodsource.com/ Gloria Maris Côte d'Opale bliver den første franske havbars- og brasenfarm, der opnår ASC-certificeringGloria Maris Côte d’Opale er blevet den første franske akvakulturvirksomhed med produktion af havbars og guldbrasen, der opnår certificering fra Aquaculture Stewardship Council. Læs artiklen her. |
|
| | www.fodevarefokus.dk/ Dansk Akvakultur Producentorganisation: Opdrættet fisk er et trygt og godt forbrugervalg til gravideGravide kan godt spise sushi med en række forskellige fisk og skaldyr. Opdrættede fisk er et trygt, næringsrigt og veldokumenteret valg, mener Dansk Akvakultur Producentorganisation. De opfordrer til, at debatten baseres på myndighedernes anbefalinger og dokumenteret viden frem for myter. Læs artiklen her. |
|
| |
| | Dansk Akvakultur Producentorganisation samler hver uge relevante udvalgsspørgsmål, svar og samråd fra Folketinget, så vores medlemmer kan holde sig opdateret på den politiske udvikling inden for akvakultur og relaterede emner. |
|
| Udvalgsspørgsmål og svar for uge 36: I uge 36 er der kommet svar på § 20-spørgsmål nr. 195-200 om havbrug. Svarene tager overordnet udgangspunkt i allerede vedtaget politik og regeringsgrundlaget. DAPO følger løbende relevante udvalgsspørgsmål og svar. De omtalte spørgsmål er markeret med røde links i oversigten nedenfor. Her kan du se den samlede oversigt over ugens udvalgsspørgsmål og svar. |
|
| | | | Food FestivalDato: 4-6 september 2026 i Aarhus Food Festival er Danmarks største madfestival Over tre dage fejrer 30.000 glade festivalgæster fællesskabet om det gode måltid på Tangkrogen i Aarhus.Over 250 dedikerede fødevarevirksomheder, producenter, madhåndværkere, foreninger og organisationer går sammen om at skabe et farverigt univers af smagsoplevelser. Her kan gæsterne gå på opdagelse i madens mange facetter - fra det lille hverdagspift til den sublime kunst. Det myldrer naturligvis med lækre smagsprøver, men Food Festival byder også på en masse aktiviteter og workshops, der overrasker, underholder, giver aha-oplevelser og nye evner i køkkenet. Tangkrogens 50.000 m2 giver plads til over 250 unikke madoplevelser og sikrer, at både børn, voksne, unge og gamle, madnørder og almindeligt lækkersultne kan få en spændende og begivenhedsrig dag på Food Festival. Læs mere her. |
|
| | Invitation: Kom med til ”Havet under lup” i KorsørForskningsprojektet NewSea inviterer torsdag den 10. september til en aktivitetsdag om kemiske stoffer i havet og deres betydning for havmiljøet. Her vil forskere fra Aarhus Universitet præsentere deres viden og resultater fra projektet gennem oplæg og praktiske aktiviteter. Deltagerne kan blandt andet undersøge smådyr i mikroskop, dissekere havdyr og lære, hvordan forskere indsamler vandprøver. Der er et særskilt børnespor for børn fra otte år og deres voksne med Mille Gori, kendt som Motor Mille fra DR Ramasjang. Voksne uden børn kan følge et spor med mulighed for at gå mere i dybden med havets kemi. Arrangementet er gratis og inkluderer mad og drikke, men kræver tilmelding og deltagelse i hele tidsrummet. Tid: Torsdag den 10. september 2026 kl. 14.00–18.00 Sted: Korsør Fæstning, Søbatteriet, 4220 Korsør Tilmelding: Tilmeld dig arrangementet her NewSea er støttet af VELUX FONDEN, og Democracy x bidrager til at skabe dialog mellem forskere, borgere og politikere. Projektet inviterer desuden til et arrangement på Christiansborg om formiddagen den 6. november 2026, hvor resultaterne fra NewSea vil blive præsenteret og diskuteret. |
|
| | Kommende internationale akvakulturkonferencer |
|
| | | |
| Dansk Akvakultur Producentorganisation modtager tilskud fra EHFAF |
|
| | | |
|
|
|
| |
|