Kære Læser,

Velkommen til Dansk Akvakultur Producentorganisations nyhedsbrev.

Den seneste uge har akvakultur igen været et centralt emne i medierne. Det har givet DAPO og andre aktører med interesse for dansk akvakultur en vigtig mulighed for at deltage i debatten og sætte fokus på branchens udvikling og udfordringer. Det er positivt at se, hvordan akvakultur nu debatteres bredt på tværs af platforme og medier.

I dette nyhedsbrev får du et overblik over ugens vigtigste begivenheder – fra en flot sølvmedalje ved VM til Bocuse dÓr i Lyon til nye tiltag og resultater inden for akvakultur.

Vigtig information til primærproducenter

Vi minder om, at jf. vedtægternes § 5 skal alle primærproducenter oplyse DAPO om foderforbrug samt produceret mængde skaldyr/tang senest den 1. marts 2025. Manglende indberetning betyder, at der kun tildeles én stemme for det faste kontingent ved generalforsamlingen. Oplysningerne skal sendes til cecilie@danskakvakultur.dk.

Har du endnu ikke tilmeldt dig eller din kollega til vores nyhedsbrev? Så kan du gøre det her: TILMELD.

God læselyst!

Med venlig hilsen

Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO)

“Hov hov, vi tager ikke fisken ud af munden på fattige afrikanere – vi lægger mad på tallerkenen

Læserbrev af René Christensen, direktør for brancheforeningen Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO). Modsvar til Søren Egge (Ø). Læs debatten her

DEBAT: Kære Søren Egge Rasmussen, i dit indlæg her i Århus Stiftstidende påstår du, at akvakulturindustrien “tager fisken ud af munden på fattige afrikanere”. Det er en alvorlig påstand, som jeg gerne vil udfordre og nuancere.

Akvakultur er en vigtig del af løsningen på de globale fødevareudfordringer. Over halvdelen af de fisk og skaldyr, der i dag spises på verdensplan, stammer fra opdræt. Dette er ikke blot med til at levere sunde fødevarer, men også medvirkende til at skåne verdenshavene. Akvakultur mindsker derfor behovet for vildtfangst og afhjælper dermed overfiskning.

Fisk er en sund og efterspurgt fødevare, og det globale forbrug stiger. Men det er en kendsgerning, at verdens havområder ikke kan levere nok vildtfangede fisk til at dække denne efterspørgsel. Derfor er det en nødvendighed, at der produceres fisk og skaldyr gennem bæredygtig akvakultur.Et vigtigt aspekt i akvakulturproduktionen er selvfølgelig brugen af foder. En andel på ca. 10-20 procent af det foder, som vi bruger i dansk opdræt, består af animalsk protein.

Det kommer blandt andet fra brisling – en fisk, der findes i store mængder langs Europas kyster, fra Nordnorge til Middelhavet og Sortehavet.

I Danmark og Østersøen er brisling en vigtig ressource, der primært anvendes til fiskemel og fiskeolie, men også som halvkonserves under betegnelsen “benfri sild”. Det er altså ikke en fisk, der bredt bruges som fødevare, men en industrifisk.

Brislingen er en bæredygtig fiskeriressource, og på grund af dens høje reproduktionsrate og det kvotebaserede fiskeri sikres det, at bestanden ikke overudnyttes. Dette bidrager til at bevare økosystemet og sørger for, at arter, der er afhængige af brislingen som fødekilde, ikke lider under mangel på ressourcer.

Derudover er alt foder, der bruges i Dansk Akvakultur, MSC-certificeret (Marine Stewardship Council).

Dansk Akvakultur bidrager til den grønne omstilling ved at producere klimaeffektive fødevarer i Danmark. Dansk skaldyr- og fiskeopdræt er en del af løsningen og tager ikke fisken ud af munden på fattige afrikanere, men tilfører derimod mad på tallerkenen verdenen over.

Er opdrættede fisk og skaldyr et problem for havmiljøet?

Artikel fra RUC: Der er mange påstande om miljøpåvirkninger af opdrættede fisk. Ved du mon, hvad der er hoved og hale i det? Få svaret her.

Uddrag: Ifølge miljøstyrelsen, som opgør udledning af blandt andet kvælstof og fosfor, blev der i 2021 samlet set udledt 894 ton kvælstof og 74 ton fosfor om året fra dansk fiskeopdræt.

Til sammenligning udledte vi tre gange så meget kvælstof og fosfor via vores rensningsanlæg. Og her er det vigtigt at bemærke, at udledning af kvælstof og fosfor fra landbruget ikke er inkluderet i miljøstyrelsens rapport.

Den gennemsnitlig udledning af kvælstof alene fra landbruget til vores vandmiljø var i 2021 på 55.000 ton kvælstof.

I det perspektiv er det altså ikke akvakultur, der er den store kvælstofudleder. Det er derimod dig og mig via rensningsanlæg og udledning fra landbruget.

Danmark har igen opnået en placering helt i top ved verdens mest prestigefyldte kokke konkurrence

Det uofficielle VM for kokke, Bocuse d’Or 2025, fandt sted mandag den 27. januar 2025 i Lyon, og den danske kok Sebastian Holberg Svendsgaard Mortensen vandt sølv og er dermed verdens næstbedste kok!

Der var spænding til det sidste i Lyon, hvor dommerne fik kåret de bedste kokke i verden. I tæt kapløb med de nordiske lande, løb Danmark med sølv, mens Frankrig vandt guld og Sverige bronze. Norge fik en specialpris for bedste tallerkenservering.

Læs mere her