Akvakultur og fiskeriet står sammen om bæredygtighedsanbefalinger på Christiansborg
Havet udgør 71% af Danmarks faktiske areal og rummer et stort potentiale som fødevarekammer, rekreativt område, levested for biodiversiteten samt klimaløsning ift. energi og beplantning. Muligheden for at havet kan levere flere fisk til danskerne er stor, men samtidigt skal det gøres i samklang med natur, miljø og klima.
Derfor gik Dansk Akvakultur i efteråret sammen med Tænketanken Frej og fiskeriet, samt en række partnere, herunder BioMar og Musholm A/S, om at udarbejde en række bæredygtighedsanbefalinger for, hvordan vi kan levere flere, sunde fisk i Danmark. Anbefalingerne er gennem de seneste måneder blevet tilvejebragt i dialog med forskere og grønne organisationer, der har bidraget med perspektiver og sparring.
Torsdag den 23. februar 2023 blev anbefalingerne overleveret på et stormøde på Christiansborg. Her deltog bl.a. Fødevareminister Jacob Jensen, formand for Fiskerikommissionen Lars Barfoed samt seks ordførere indenfor fødevarer og fiskeri på tværs af partier. Det blev en dag med gode debatter om mulighederne for at udvikle akvakultur og fiskeri til gavn for sundhed og klima, samt en ansvarlig brug af havets ressourcer.
Dansk Akvakulturs direktør, René Christensen, deltog i en paneldebat om fiskeopdræt, klima og biodiversitet, hvor han bl.a. understregede, at akvakultur er en del af løsningen på den grønne omstilling af fødevareerhvervet.
“De nye kostråd siger, at vi skal spise mere fisk både for sundheden og for klimaet, samtidig med at flere fiskebestande er i tilbagegang, og der er iltsvind i havene, som gør havmiljøet værre og værre. Hvis vi i fremtiden stadig skal kunne udnytte havets fødevarekammer, kræver det, at vi tager bedre hånd om det. Derfor er erhvervets bæredygtighedsanbefalinger et vigtigt bidrag”, udtaler René Christensen efter debatten.
Anbefalingerne er samlet i et fysisk hæfte, som nu er overrakt til 140 aktører i fiskeri- og akvakulturerhvervet samt politiske beslutningstagere.
“Vi havde en super debat med politikerne og andre organisationer, og jeg ser frem til at fortsætte dialogen”, afslutter René Christensen.
Partnerkredsen i projekt Båden til Borgen er:
- Dansk Akvakultur
- BioMar
- Musholm A/S
- Fiskeriforeningen
- Danmarks Pelagiske Producentorganisation
- Hedeselskabet
- Bio
- Rema1000