I starten af 1990’erne bestod fiskefoder primært af marine råvarer. I dag udgør marine ingredienser cirka 30 procent i foderet til danske opdrætsfisk [1], [2]. Der arbejdes fortsat på at videreudvikle alternative råvarer til f.eks. fiskemel og fiskeolie, som er en begrænset ressource.
Som det fremgår af figuren ovenfor, har den globale produktion af fiskeolie og fiskemel har været nogenlunde konstant siden 2001 [3]. I samme periode er akvakulturproduktion mere end fordoblet, som det fremgår af figuren nedenfor [4].
Udviklingen skyldes bl.a., at der anvendes mere afskær i produktionen af fiskemel og fiskeolie, og at fiskefoderproducenterne i stigende grad bruger alternative råvarer såsom græs, insekter, alger eller andre vegetabilske råvarer.
”sMarine ingredienser som fiskemel og fiskeolie er kilder til næringsstoffer, som er vigtige for fiskenes ernæring. Fiskeolie bidrager til foderet med et højt indhold af omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA, mens fiskemel bidrager med højt fordøjeligt protein samt et afbalanceret indhold af aminosyrer og mineraler.
Hvor kommer de marine råvarer fra?
Danske fiskefoderproducenter anvender marine råvarer fra fiskerier, der er kontrolleret på basis af internationale retningslinjer fra anerkendte organisationer som f.eks. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO).
Fiskemel og fiskeolie fremstilles af dels industrifisk som tobis, brisling og ansjoser og dels afskær fra fiskeindustrien. Industrifisk er fiskearter, som kun i begrænset omfang anvendes til konsum. Afskær er restprodukter som hoved, fiskeben mv.
Hvor meget vild fisk er der i fiskefoder?
Der er flere måder, hvorpå man kan opgøre andelen af vilde fisk i fiskefoder til opdrætsfisk. Fish in: Fish out (FiFo) angiver den samlede mængde af vildfanget fisk brugt per produceret mængde opdrætsfisk.
Indenfor bæredygtighedsstandarderne anvendes Forage Fish Dependency Ratio (FFDR), som beskrevet nedenfor.
FiFo varierer alt efter fiskeart og fodertype. Fiskefoderproducenter i Danmark producerer foder med en gennemsnitlig FiFo-ratio under 1, hvilket vil sige at der bruges mindre end et kilo vildfanget fisk til at producere et kilo opdrætsfisk.
ASC og GlobalG.A.P. krav
Over halvdelen af produktionen i danske dambrug og havbrug er certificeret efter ASC’s eller GlobalG.A.P’s standarder for ansvarligt opdræt. I standarderne stilles der f.eks. krav til, hvor stor en mængde vilde fisk, der må anvendes til at opdrætte et kilo fisk. Det udtrykkes ved det såkaldte FFDR-forhold (Forage Fish Dependency Ratio), der beregnes for både fiskemel og fiskeolie.
Kravene tager ikke højde for brug af afskær. Derfor kan opdrætterne forbedre deres FFDR ved at bruge fiskefoder med en mindre andel af fiskemel og fiskeolie fremstillet af industrifisk, ved at bruge fiskefoder fremstillet med alternative råvarer (f.eks. vegetabilske eller alger) eller ved at bruge mere effektivt foder (mindre foder per kilo opdrættet fisk).
Nyttige links
- [1] Situationsbeskrivelse af den danske fiskeri-, akvakultur og fiskeindustrisektor, IFRO, Københavns Universitet, 2019
- [2] Klimaaftryk fra fiskeopdræt i akvakultur, IFRO, Københavns Universitet, 2020
- [3] EUMOFA 2021, Fishmeal and Fish Oil, figur 2
- [4] State of world fisheries and aquaculture, FAO, 2020, figur 1
- Råvareindex 2024 Q2 fra ALLER Aqua- Holtermann Index med priser omregnet i EUR
- ASC – Aquaculture Stewardship Council
- GlobalG.A.P. Aquaculture
- Biomar, Sustainability Report 2021
- Aller Aqua, Sustainability
Vidste du at?
Danske fiskefoderproducenter anvender marine råvarer fra fiskerier, der er kontrolleret på basis af internationale retningslinjer fra anerkendte organisationer som f.eks. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO).
Vil du vide mere?
I Danmark er der to producenter af fiskefoder, Aller Aqua og Biomar, som leverer næsten alt fiskefoder til akvakultur i Danmark. Du finder meget mere information om fiskefoder på deres hjemmesider.
Hvad spiser opdrættede fisk?
Find alt vores information om foder.
Vidste du, at over halvdelen af verdens fisk og skaldyrsforbrug fra akvakultur?
Havbrug er opdræt af fisk på åbent hav. Havopdrættede danske ørreder anvendes både til filet og til ørredrogn.