Der er flere officielle statistikker, hvor du kan finde faktuelle oplysninger om dansk akvakultur. Nedenfor finder du henvisninger til fakta om regnskab, økonomi og produktion, miljø og veterinære forhold.
Regnskabstal, økonomi og produktion
I Statistikbanken (Danmarks Statistik) kan du finde oplysninger om regnskabstal (AKREGN), økonomiske nøgletal (NAK) og produktionstal (AKV1) for dansk akvakultur under ’Erhvervsliv/Fiskeri og akvakultur/akvakultur. Oplysninger om regnskabstal kommer fra virksomhedernes regnskaber, og produktionsoplysninger bygger på årlige indberetninger fra virksomhederne.
Vær opmærksom på, at man ikke umiddelbart kan sammenligne tal fra regnskabsstatistikken og produktionsstatistikken. Eksempelvis opgør regnskabsstatistikken f.eks. produktionen i havbrug i 2019 til 14.397 tons, men produktionsstatistikken opgør produktionen til 9.188 tons. Begge tal er korrekte, men de ’måler’ forskellige ting.
I produktionsstatistikken opgøres den faktiske produktion. Havbrugene udsætter fisk fra dambrug, når de vejer cirka 800 gram. Fiskene fodres i havbrugene og sælges, når de vejer ca. 2 -3 kilo. Hvis et havbrug f.eks. udsætter 1.000 tons fisk og sælger 3.000 tons fisk, så opgøres produktionen til 2.000 tons.Den regnskabsmæssige produktion er 3.000 tons, fordi det er den mængde fisk, som havbruget sælger.
På Fiskeristyrelsens hjemmeside under ’Fiskeristatistik’ er der mere detaljerede oplysninger om produktionen. Her kan du fx også finde oplysninger om økologisk akvakultur. Tallene i statistikbankens produktionsstatistik kommer fra Fiskeristyrelsens opgørelse.
Oplysninger om miljøudledninger
Miljøstyrelsen udgiver hvert år en punktkilderapport, som kan findes på Miljøstyrelsen hjemmeside. Her kan du finde oplysninger om udledninger af kvælstof, fosfor og organisk materiale fra akvakultur, produktion, brug af hjælpestoffer m.v. Her bygger tallene på virksomhedernes indberetninger til kommunerne. Der anvendes ikke det samme grundlag for indberetninger til Fiskeristyrelsen og kommuner. Derfor vil du opleve, at tallene ikke ’stemmer’. I statikbanken (AKV1) opgøres produktionen i dambrug i 2020 til 28.249 tons, mens produktionen opgøres til 26.766 tons i punktkilderapporten. Det skyldes som nævnt, at der anvendes forskellige forudsætninger i de to indberetninger.
Veterinære statistikker
I Fødevarestyrelsens VetStat opgøres brugen af receptpligtige lægemidler solgt til dyr i Danmark, herunder fisk i akvakultur. Her kan du finde oplysninger om forbruget af medicin i dansk akvakultur.
Vidste du at?
Danmark har en akvakulturklynge bestående af primærproduktion, forædlingsfabrikker, teknologileverandører, foderfirmaer og produktion af fiskemel og fiskeolie..
Vil du vide mere?
I statistikbanken kan du finde oplysninger om regnskabstal, økonomiske nøgletal og produktionstal for dansk akvakultur
Vidste du, at over halvdelen af verdens fisk og skaldyrsforbrug fra akvakultur?
Havbrug er opdræt af fisk på åbent hav. Havopdrættede danske ørreder anvendes både til filet og til ørredrogn.